Gentofte sled men tabte til Galatasaray i CEV Challenge Cup

Gentofte fightede hårdt i 1/16-finalen i CEV Challenge Cup mod Galatasaray, men det lykkedes desværre ikke danskerne at vinde et sæt på hjemmebane, selvom de var tæt på.  Der var lagt op til en stor volleyballaften i Kildeskovshallen, da tyrkiske Galatasaray kom på besøg. De 650 tilskuere i en stopfyldt hal blev ikke skuffede. Galatasaray…

:


Gentofte fightede hårdt i 1/16-finalen i CEV Challenge Cup mod Galatasaray, men det lykkedes desværre ikke danskerne at vinde et sæt på hjemmebane, selvom de var tæt på.

 Der var lagt op til en stor volleyballaften i Kildeskovshallen, da tyrkiske Galatasaray kom på besøg. De 650 tilskuere i en stopfyldt hal blev ikke skuffede. Galatasaray viste klassen, og Gentofte fulgte godt med i hele kampen.

Gentoftetræner Peter Borglund havde inden opgøret luftet troen på, at de undertippede danskere med gode server og lidt held kunne lave et resultat mod det tyrkiske storhold.

Troen blev ikke mindre, da det viste sig, at det tyrkiske holds verdensstjerne, den 207 cm høje colombianer Agamez, ikke stillede til start. Desværre for Gentofte var der andre til at tage over på Galatasarays internationale hold.

I stort set alle spillets faser var tyrkerne lige en anelse bedre end Gentofte, bortset fra serven, hvor de danske mestre viste klassen. Desværre havde tyrkerne svar på tiltale med anvendelige modtagninger mod det massive servepres.

Gentofte kom godt i gang i 1. sæt og var foran i store dele af sættet. Alligevel var der lidt mere stabilitet over det tyrkiske spil, når det gjaldt, og Galatasaray vandt sættet 25-21.

For en gangs skyld var det hverken Peter Trolle eller Mads Møllgaard, der blev topscorer. Erfarne Rune Huss vandt flest Gentofte-points i kampen med 11 stk., hvoraf 3 var serveesser. De var medvirkende til, at Gentofte holdt sig inde i kampen i 2. sæt, hvor Gentofte ikke på noget tidspunkt fik en føring. 25-20 til Galatasaray.

Gentofte-fansene blev særdeles skuffede, da Gentofte mod slutningen af 3. sæt førte 22-20, men ikke havde heldet i nogle af de sidste bolde. Så sættet endte 25-22 til Galatasaray.

Med 3-0 sejren har tyrkerne et godt udgangspunkt i returopgøret i Istanbul tirsdag den 15. december. Hvis Gentofte vinder 3-0 eller 3-1 i Istanbul, skal det hele afgøres i et Golden Set efter den ordinære kamp.

Del nyhed

LÆS OGSÅ