Onsdag eftermiddag blev der trukket lod til kvartfinalerne i Andelskassen Pokalturneringen. Lodtrækningen fandt sted på Volleyball Danmarks kontor og blev transmitteret direkte på forbundets Facebook-side.
Med 1/8-finalerne overstået er der nu blot otte hold tilbage i hver række, og dagens lodtrækning har afgjort, hvem der skal kæmpe mod hinanden om de fire semifinalepladser.
KVINDERNES KVARTFINALER
Gentofte Volley – Hvidovre VK
ASV Elite – Ikast KFUM
Farum VK – Holte IF
DHV Odense – Brøndby VK
HERRERNES KVARTFINALER
Middelfart VK – Nordenskov UIF
VK Vestsjælland – ASV Elite
Frederiksberg Volley – Ikast KFUM
Amager Volley – Odense Volleyball
NYT FORMAT I KVARTFINALERNE
Som noget nyt i denne sæson afvikles både kvartfinalerne og semifinalerne over to kampe i stedet for én enkelt kamp.
Det betyder, at holdene mødes både ude og hjemme, inden det afgøres, hvem der avancerer til næste runde. Hvis begge hold vinder en kamp hver (uanset resultat), skal det hele afgøres i et Golden Set til 15 point i forlængelse af kamp nummer to.
Når kvartfinalerne er afviklet, venter endnu en lodtrækning, hvor semifinalernes opgør bliver fastlagt.
Du kan følge turneringen og finde kampprogrammet på pokal.volleyball.dk, når kampene er endeligt programsat.
