De danske U19-drenge skulle efter hviledagen i går møde Serbien i aftenens kamp, som viste sig at blive et meget tæt opgør.
Serbien – Danmark 3-2 (26-24, 20-25, 27-25, 13-25, 15-10).
U19 EM, Kocaeli, Tyrkiet.
De tre første sæt var meget tætte, og de to hold fulgtes ad langt hen i sættene. Danmark fik dog skabt et hul i første sæt til stillingen 22-17, men Serberne formåede at komme tilbage, og i takt med nogle dumme fejl fra Danmark, resulterede det i en sætsejr på 26-24 til Serbien. 2. sæt var meget identisk med første, forskellen var dog, at de danske drenge i dette sæt formåede at holde føringen og vandt 25-20. I 3. sæt var de danske drenge bagud med 2-3 point i størstedelen af sættet, men viste i slutningen noget rigtig godt spil, der også skabte en sætbold til dem (24-23). De sidste 5 point i 3. sæt var utrolig nervepirrende, og der blev bl.a. leveret noget flot forsvarsspil fra begge hold. Desværre trak Serbien det længste strå, og bragte sig foran 2-1 i sæt med en sætsejr på 27-25.
I 4. sæt viste de danske drenge et virkelig højt serve- og blokadeniveau, og var ved anden tekniske timeout foran 16-11. Herefter viste Kasper Helverskov Petersen hvilken farlig serv han har, og servede til stilling 23-11 til Danmark. Samtidig kunne serberne ikke komme forbi de danske drenges aggressive blokader, og Danmark vandt derfor overbevisende 4. sæt 25-13, og skulle herefter i et afgørende 5. sæt.
Desværre fik Danmark en katastrofal start, som også er set tidligere i turneringen, og kom bagud 10-5.
Det spil der ellers havde fungeret i store perioder af kampen var forsvundet. Ved matchbold til Serbien fik Danmark igen en god servestime af Nikolaj Hjorth, men det blev desværre aldrig farligt, og serberne vandt sættet 15-10 og dermed kampen 3-2.
Startopstilling:
Hæver: Mads Kyed Jensen.
Kanter: Oscar Møllgaard og Nikolaj Hjorth.
Center: Rasmus Mikelsons og Simon Østergaard Andersen.
Diagonal: Kasper Helverskov Petersen.
Libero: Mathias Spendrup Petersen.
Indskiftere: Simon Boye Jørgensen og Anders Bay Als.