For 8. år i træk drog en række udvalgte spillere fra Talentcenter Øst 2. påskedag til Sverige for at spille mod svenske distriktshold.
Kampene foregik i Kungsgårdshallen i Engelholm, og der blev spillet uafbrudt fra 09.45 til 14.30, hvorefter hallen blev gjort klar til hjemmeklubbens første damesemifinale mod Katrineholm.
I årets udgave var det spillere født i årgang 99 og senere der måtte deltage – dette betød blandt andet, at vores bedste drengehold måtte undvære Tobias Kjær, Simon Jørgensen og Mads Kyed, som alle er til EM i Tyrkiet med HU19-landsholdet.
I drengerækken deltog Talentcenter Øst med 2 hold, som spillede mod Skåne og Sydsvenska. Sydsvenska, som stillede med årgang 98-spillere, vandt sammenlagt, mens de danske hold blev nr. 2 og nr. 4.
I pigerækken deltog 3 danske hold samt 2 svenske hold fra Skåne og Sydsvenska. Det danske A-hold gik ubesejret igennem turneringen, mens B- og C-holdet endte på henholdsvis 2. pladsen og 4. pladsen.
I alt 24 drenge, 30 piger og 9 danske trænere, havde en god dag, og en masse spillere fik for første gang prøvet at spille på et udvalgt hold. En erfaring som forhåbentlig giver de unge talenter motivation til at arbejde videre med udviklingen hjemme i klubberne.