Der var ingen slinger i valsen, da de firedobbelte pokalmestre Marienlyst sænkede Hvidovre med 3-0 i dagens sidst semifinale ved Final Four.
Final Four, semifinale: Marienlyst – Hvidovre 3-0 (25-19, 25-18, 25-21)
Frederiksberg Hallen
Marienlyst har vundet otte DM-titler de seneste ti år. Hvidovre er i deres første finalespil nogensinde. Og sidstnævnte var uden Mads Ditlevsen, der ellers har spillet en afgørende rolle i klubbens vej til Final Four. Dagens på papiret største favorit levnede dog heller ikke Hvidovre mange chancer.
Til tider kunne man foranlediges til at tro, at Hvidovres Morten Risgaard havde tapet sine arme sammen. Der var i hvert fald ikke mange bolde, som slap gennem armene på den stærke centerspiller, der lavede fire kill blocks i 1. sæt. Det var dog ikke nok til at stoppe Marienlysts landsholdsspillere i form af Rune Rye Huss, Daniel Thomsen, Sigurd Varming og Peter Jensen, som tegnede sig for 15 point i 1. sæt, hvilket gav en 25-19-sætsejr.
Ligesom i 1. sæt fulgte Hvidovre godt med, indtil der kom tocifrede-tal på stillingstavlen. 8-8 blev til 12-8 i Marienlysts favør, inden Hvidovre igen fik point. Det lille hul voksede sig større og større, som fynboernes angrebsarsenal hamrede det ene smash efter det andet i halgulvet på Hvidovres halvdel til sætsejr 25-18.
I 3. sæt holdt Hvidovre trit med Marienlyst indtil 12-12. Men så smashede, blokerede og smashede fynboerne endnu mere og kom foran 16-12. uden at se sig tilbage vandt de forsvarende pokalmestre sættet med 25-21 og kampen 3-0.
Dermed er Marienlyst klar til titelforsvar i morgen, hvor Gentofte venter klokken 16.30. Pokalfinalen er en gentagelse af sidste års finale.
Sigurd Varming blev topscorer med 13 point.
Mikkel Hauge, cheftræner Marienlyst:
”Det virker som om, at vi har meget mere at tabe end at vinde i starten af kampen. Men det får vi heldigvis rystet af os ret hurtigt. Hvidovre kunne ikke finde midlerne til at bryde vores blokader op, og det er meget tilfredsstillende. Men vi kan spille meget bedre end i dag. Det betyder ikke noget rent fysisk for finalen, at vores kamp er kortere end Gentoftes, da de modsat har været oppe i et andet gear. Dér skal vi op i morgen, og det er et helt andet pres, som er på dér,” siger han.