Rekord: 64.207 minutters tv fra EM i volleyball i Danmark og Polen

Rekordmange minutters sendeflade blev verden over brugt på at transmittere fra EM i volleyball i Danmark og Polen. Intet mindre end 64.207 minutter eller 1.070 timers tv blev det til i alt – en stigning på 20 procent fra sidste EM-slutrunde. Der har været rig mulighed for at få et glimt af flyvende to-meter-mænd, da…

:


Rekordmange minutters sendeflade blev verden over brugt på at transmittere fra EM i volleyball i Danmark og Polen. Intet mindre end 64.207 minutter eller 1.070 timers tv blev det til i alt – en stigning på 20 procent fra sidste EM-slutrunde.

Der har været rig mulighed for at få et glimt af flyvende to-meter-mænd, da EM i volleyball blev afviklet i Danmark og Polen tilbage i september 2013. Intet mindre end 64.207 minutter eller 1.070 timers tv blev der vist verden over, fra den første bold blev servet i Odense til den sidste smash blev hamret i gulvet i Parken.  

Det er en stigning på 20 procent i forhold til sidste EM-slutrunde i 2011, hvor der blev vist 892 timers tv. Den store eksponering af EM i volleyball i Danmark og Polen glæder direktør i Dansk Volleyball Forbund, Mikael Trolle:

”Det er utroligt glædeligt at se, at de store forventninger og ambitioner, som vi havde til EM her i Danmark, på mange måder er blevet overgået. Den globale mediedækning har været rekordstor. Vi er i Dansk Volleyball Forbund meget tilfredse med, at de investeringer, der fra DIF, Sport Event Danmark, værtsbyerne, fonde og sponsorer har været omkring EM, til fulde har båret frugt,” siger Mikael Trolle.

Det er Sport System Europe, som netop har opgjort tv-tallene, og de anslår, at de mange timers tv-transmission er blevet set af 97 millioner tv-seere.  

”Tv-interessen viser, hvor stor og populær en sport volleyball er ude i verden. Jeg håber, at flere vil følge med i sporten herhjemme, både i Volleyligaen, men også når herrelandsholdet skal spille EM-kvalifikation i maj,” siger Mikael Trolle.

EM-slutrunden i volleyball blev transmitteret i intet mindre end 160 lande verden over. En klar stigning i forhold til sidste EM i 2011, hvor 114 lande kunne se med. Rusland, Italien og Polen var de mest ivrige tv-seere.

Del nyhed

LÆS OGSÅ