Ungdomsvolleyball

Hvad virker, når vi vil have flere drenge i volleyball? 9 klubber deler deres erfaringer

Hvordan får vi flere drenge ind i volleyball – og hvad får dem til at blive?

:


Det har Volleyball Danmark spurgt ni klubber om, som i sidste sæson har haft mange drengespillere. Målet er at samle de erfaringer, der allerede virker i klubberne, og dele dem med resten af volleyballmiljøet.

Der findes ikke én opskrift. Men klubbernes erfaringer peger på en række konkrete greb:

  • Rekruttering: Skolesamarbejder, Tag en ven med og en lille kerne af drenge kan være gode veje ind i klubben.
  • Træning: Høj aktivitet, mange boldberøringer, spil og intensitet er elementer, som klubberne fremhæver.
  • Fællesskab: Sociale aktiviteter og stærke relationer på holdet er med til at skabe gode drengemiljøer.
  • Rollemodeller: Unge mandlige trænere og spillere kan være med til at vise, at volleyball også er en sport for drenge.

Erfaringerne viser samtidig, at klubberne griber arbejdet meget forskelligt an. Det handler derfor ikke om at kopiere én bestemt model, men om at finde de greb, der giver mening i den enkelte klub.

DIF har sammen med Søren Østergaard undersøgt ”Gode idrætsmiljøer for drenge”, og den forskning peger på, at det er vigtigt, at drengene oplever selve idrætten som motiverende – og det understøtter klubbernes erfaringer med høj aktivitet, meget spil og masser af involvering i træningen.

Hvad kan I tage med hjem til jeres klub?

De ni klubbers erfaringer er samlet i en kort inspirationsguide med konkrete eksempler og idéer.

Læs med og bliv inspireret til, hvordan I kan arbejde videre med flere drenge i jeres egen klub.

Læs de 9 klubbers erfaringer her.

En stor tak til Gentofte Volley, VK Vestsjælland, Amager Volley, Grøndal EV, Glumsø Volley, Midtfyn, Kolding, Ikast KFUM og Aalborg Volley for at dele deres erfaringer.

I artikler de kommende uger vil vi komme tættere ind på konkrete virkemidler til markedsføring af volleyball til drenge og hvad der skal til for at skabe gode drengemiljøer. Den 23. november vil vi følge op med en online Temamøde omkring Drenge.

Del nyhed

LÆS OGSÅ