Herrelandshold volleyball

Danmark åbner EM med nederlag til Finland

Det danske herrelandshold fik ikke den ønskede start på EM i volleyball. Foran et talstærkt finsk hjemmepublikum i Nokia Arena vandt Finland åbningskampen i tre sæt med cifrene 25-22, 25-17 og 25-20.

:


Danmark var torsdag aften tilbage på den største europæiske scene, da EM-slutrunden blev indledt med et nordisk opgør mod værtsnationen Finland i Tampere.

De danske spillere gik ind til kampen med ambitionen om at udfordre finnerne, men hjemmeholdet viste fra kampens begyndelse stor kvalitet og stabilitet.

I første sæt fulgtes de to hold tæt gennem store dele af sættet. Danmark holdt sig inde i opgøret og havde kontakt til finnerne mod slutningen, men på de afgørende bolde var Finland skarpest og sikrede sig sættet med 25-22.

Finnerne fortsatte det høje niveau i andet sæt, og hjemmeholdet skabte hurtigt afstand på tavlen og bragte sig foran med 2-0 efter en sætsejr på 25-17.

Danmark kom bedre fra start i tredje sæt og var foran 4-3, men Finland svarede hurtigt igen og begyndte endnu en gang at trække fra. Hjemmeholdet bevarede kontrollen og lukkede kampen med 25-20.

Dermed endte den danske EM-åbning med et nederlag på 0-3.

“Der var en fantastisk stemning i hallen i dag, og det var sjovt at spille foran så mange mennesker. Vi har set frem til denne dag i lang tid”, siger Tobias Kjær og fortsætter:

“Vi er selvfølgelig skuffede over resultatet og måden, vi tabte på. Vi mødte et bedre hold, som var bedre end os i stort set alle dele af spillet, og vi fandt aldrig rigtig det rette intensitetsniveau”.

Selvom resultatet ikke gik Danmarks vej, er der stadig flere muligheder for at spille sig videre fra den indledende pulje. Danmark er placeret i pulje C sammen med Finland, Holland, Belgien, Estland og Serbien, og de fire bedste hold går videre til ottendedelsfinalerne.

“Vi skal videre. Der er stadig flere kampe tilbage, og det er en lang turnering. Vi skal lære så meget som muligt af denne kamp, og så har vi en ny kamp mod Holland på lørdag”, siger Tobias Kjær.

Danmarks næste opgave ved EM er således mod Holland lørdag den 12. September klokken 14.00 dansk tid. Kampen kan ses på SPORT LIVE.

Del nyhed

LÆS OGSÅ