Axel Jacobsen kan nu føje endnu en stor milepæl til en allerede imponerende karriere. Kampen mod Finland var den rutinerede hævers landskamp nummer 251, og dermed overtager han rekorden fra Jesper Lundtang, som nåede 250 landskampe i den rød-hvide trøje.
Rekorden er kulminationen på mere end to årtier på det danske landshold for Axel Jacobsen, der fik sin debut tilbage midt i 00’erne. Siden har han været en markant skikkelse på holdet og gennem en lang årrække båret anførerbindet.
Den nu 42-årige hæver har været en del af flere store øjeblikke i nyere dansk volleyballhistorie. Han var blandt andet med ved EM på hjemmebane i 2013, EM-slutrunden i 2023 og triumfen i European Silver League i 2021.
Nu står han også noteret som den mest benyttede herrelandsholdsspiller i dansk volleyballhistorie, og med flere kampe i vente ved EM kan den nye rekord blive udbygget yderligere.
