Efter et 0-3-nederlag til værtsnationen Finland i åbningskampen har Danmark svaret eftertrykkeligt igen med to 3-0 sejre over Holland og Estland.
Sejren over Holland var Danmarks første EM-sejr i 13 år – og allerede dagen efter fulgte endnu en overbevisende præstation mod Estland.
Men resultaterne betyder mere end blot point i EM-gruppen.
Danmarks præstationer giver nemlig også værdifulde point til verdensranglisten, hvor hver eneste officielle kamp og hvert eneste sæt tæller. Danmark begyndte EM som nummer 31 i verden, og sejrene i Tampere har sendt holdet markant frem på ranglisten og helt op på den højeste placering i dansk herrevolleyballs historie.
Og verdensranglisten kan få meget stor betydning.
I 2027 afvikles VM i Polen med 32 deltagende nationer. De tre bedst placerede kvalificerede hold ved EM og de øvrige kontinentale mesterskaber sikrer sig en direkte billet. Det samme gør værtslandet Polen og den seneste VM-vinder Italien. De resterende 15 VM-pladser fordeles på baggrund af verdensranglisten.
Derfor handler de kommende EM-kampe ikke kun om at komme videre fra gruppen.
Hver sejr og hvert sæt kan samtidig bringe Danmark et skridt tættere på noget, dansk herrevolleyball aldrig tidligere har prøvet:
Et VM.
Næste muligheder for at hente både EM-sejre og vigtige ranglistepoint kommer mod Belgien og Serbien tirsdag og onsdag.
