Herrelandshold volleyball

DANMARK ÅBNER EM MOD VÆRTSNATIONEN FINLAND

Ventetiden er forbi. Torsdag aften tager det danske herrelandshold hul på EM i volleyball, når Danmark står over for værtsnationen Finland i Nokia Arena i Tampere.

:


Efter måneders forberedelse er det nu blevet tid til EM for det danske herrelandshold. Torsdag aften klokken 20.00 lokal tid – 19.00 dansk tid – fløjtes den første kamp i gang, når Danmark møder Finland i EM-åbningskampen i Tampere.

Her venter der de danske spillere noget af en kulisse. Finland spiller EM på hjemmebane, og åbningskampen mod Danmark bliver spillet i Nokia Arena, hvor de danske spillere kan se frem til at træde ind foran et talstærkt finsk hjemmepublikum.

For Danmark markerer kampen samtidig begyndelsen på endnu et EM-eventyr. Herrelandsholdet har for anden gang i træk kvalificeret sig til EM-slutrunden og får dermed endnu en mulighed for at måle sig med nogle af Europas bedste volleyballnationer.

Danmark kommer til slutrunden efter en stærk sommer, hvor holdet leverede en flot præstation i European League. Her spillede danskerne sig hele vejen frem til semifinalerne og sikrede undervejs også EM-kvalifikation til turneringen i 2028.

Samtidig har de gode danske resultater betydet fremgang på verdensranglisten, og holdet går derfor ind til EM med tro på egne evner og ambitioner om at udfordre modstanderne i gruppen.

Første opgave bliver Finland, der med hjemmebanefordelen i ryggen kommer til at stille store krav til det danske mandskab og medrejsende fans. Til gengæld har Danmark flere gange de seneste par år vist, at holdet kan bide skeer med nationer, der på papiret er placeret højere.

Kampen mod Finland bliver den første af Danmarks fem kampe i gruppespillet i Tampere. Her handler det om at samle sejre og point i kampen om at spille sig videre fra gruppen og sikre en plads blandt de 16 hold, der går videre til ottendedelsfinalerne.

KAMPINFO
🇫🇮 Finland – Danmark 🇩🇰
📅 Torsdag den 10. september
⏰ Kl. 20.00 lokal tid / 19.00 dansk tid
📍 Nokia Arena, Tampere
🏆 EM i volleyball 2026
📺 Se kampen på SPORT LIVE
💻 Følg med på em.volleyball.dk

Del nyhed

LÆS OGSÅ