De vedtagne strategiske indsatsområder sætter retningen for Volleyball Danmarks arbejde i de kommende år, hvor enkelte indsatser samtidig peger frem mod 2032 som en del af det langsigtede udviklingsarbejde.
De fem strategiske indsatsområder er:
- Medlemsvækst
- Fanoplevelser
- Landsholdsfinansiering
- Internationale landsholdsresultater
- Digitalisering og AI
Det samlede strategioplæg kan læses her.
I forbindelse med repræsentantskabsmødet blev der samtidig valgt bestyrelse for den kommende periode.
Følgende bestyrelsesmedlemmer blev genvalgt for en toårig periode:
- Jørgen Bentzen som næstforperson
- Lars Mayland som økonomiansvarlig
- Cecilie Køllner Olsen
- Maja Pilgaard
- Jakob Stenmann Hansen
Derudover fortsætter Pau Lund-Larsen som forperson og Robert Mikelsons som bestyrelsesmedlem.
Til to ledige bestyrelsesposter for en etårig periode blev Camilla Ellehave og Jacob Stein Brinck valgt ind.
Camilla Ellehave kommer med både eliteidrætslig erfaring og ledelsesmæssige kompetencer. Hun har blandt andet spillet i Brøndby VBK samt vundet danske mesterskaber og pokaltitler med Holte IF. Derudover har hun repræsenteret Danmark i både indendørs- og beachvolleyball. Professionelt har hun en baggrund som civiløkonom og Ph.d. i organisation fra Copenhagen Business School samt ledelseserfaring fra blandt andet A.P. Møller – Mærsk og Novo Nordisk.
Jacob Stein Brinck har spillet volleyball hele livet – fra kidsvolley i SØVK til ligavolley i Middelfart, Marienlyst og ASV. Han har samtidig spillet beachvolley siden 2016 og er nuværende landsholdsspiller med ambitioner om OL-deltagelse. De seneste fem år har han været engageret i Volleyball Danmarks udviklingsarbejde gennem Beach tour-gruppen og Beach elite- og talentgruppen. Til daglig arbejder han som fuldmægtig i Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Den nyvalgte bestyrelse afholdt mandag sit første konsoliderende bestyrelsesmøde. Her besluttede bestyrelsen i første omgang at fortsætte med den eksisterende udvalgsstruktur, mens der arbejdes videre med den fremtidige organisering og understøttelse af de strategiske indsatsområder. Den eksisterende udvalgsstruktur kan ses her: https://volleyball.dk/bestyrelsen/#bestyrelsesudvalg.
Det videre arbejde fortsætter på en bestyrelsesworkshop den 23. august.
