Første sæt startede med en energiudladning fra en anden verden i Brøndby Stadionhal, og begge kombattanter var opsatte på at gå fra opgøret med bronzemedaljerne om halsen. Holdene fulgtes ad helt til det sidste, men det endte med sætsejr på 25-23 til hjemmeholdet.
Brøndby VK red videre på første sæts optur og kom foran 11-6. De medrejsende fans gjorde hvad de kunne for at hjælpe Gentofte Volley tilbage på sporet, men Brøndby VK fortsatte ufortrødent deres jagt på 3. pladsen og vandt sættet 25-17.
Gentofte kom bedre fra start I tredje sæt, men head coach Jon Juncker måtte kalde sine tropper til timeout bagud 7-9. Det gav holdet det nødvendige boost og medførte seks hurtige point til Gentofte Volley samt et rødt kort til Brøndbys træner Collin Cohen.
Ved stillingen 17-12 til Gentofte fandt Brøndby dog et ekstra gear frem og fik udlignet til 18-18. Bagud 19-21 formåede Brøndby at erobre de næste seks point via en afgørende servestime af Årets Centerspiller Mette Breuning og flere vundne blocks ved nettet.
Brøndby vinder dermed kampen 3-0 og genvinder bronzemedaljerne for 3. sæson i træk.
Med medaljerne følger en pengepræmie på 6.000 kr. fra sportens hovedpartner Andelskassen, mens Gentofte Volley blev belønnet med 4.000 kr. for deres 4. plads.
