Herrelandshold volleyball

Dansk succes i de europæiske Pokalturneringer

Flere af de danske landsholdsspillere har kvalificeret sig til Pokalfinalerne i deres pågældende klubber rundt omkring i Europa.

:


I går aftes kvalificerede Paris Volley sig til Pokalfinalen i Frankrig, hvor landsholdsanfører Axel Jacobsen har sin hverdag. Holdet slog Chaumont Volleyball 3-2 efter et spændende 5. sæt, der endte 15-13 til hovedstadsklubben. I finalen møder de Nice Volley, og kampen spilles den 28. marts i Adidas Arena i Paris.

Men Axel er ikke den eneste danske spiller, der er nået helt til finalen med sit hold. Også Tobias Kjær skal dyste om Pokaltitlen med sit hold Orion Stars. Topholdet fra Holland møder Simplex/SSS den 6. april i Maaspoort Den Bosch i ‘s-Hertogenbosch.

I Schweiz tørner Joachim Hesselholt ud for førerholdet Volley Näfels, og de har også kvalificeret sig til den schweiziske Pokalfinale. Denne kamp spilles allerede på lørdag den 28. februar kl. 14.00 i WIN4 Arena i Winterthur.

Nogle timer senere finder vi yderligere to danske landsholdsspillere på hver deres side af nettet, når den tyske Pokalturnering skal afgøres. SVG Lüneburg med Axel Juul Larsen møder VfB Friedrichshafen med Simon Uhrenholt på lørdag den 28. februar kl. 19.00 i SAP Arena i Mannheim.

Lige inden dén kamp skal kvindernes Pokalfinale afgøres, og her skal Mikala Mogensen i aktion for sit tyske tophold Allianz MTV Stuttgart, der møder ligaens nummer 2 VfB Suhl LOTTO Thüringen. Kampen går igang på lørdag den 28. februar kl. 16.00 i SAP Arena i Mannheim.

Derudover er Rasmus Breuning stadig med i Pokalturneringen med hans hold Panathinaikos fra Grækenland, som spiller kvartfinale i morgen, mens Mads Kyed og Sporting CP fra Portugal spiller deres semifinale i turneringen den 14. marts.

Del nyhed

LÆS OGSÅ