Kvinder:
Amalie Jørgensen:
I sin femte professionelle sæson spiller Amalie i franske Marcq-en-Barœul i landets bedste række. Holdet ligger på 10. pladsen i ligaen og kommer med en sejr i bagagen, hvor Amalie endte som kampens MVP.
Ditte Kjær Hansen:
I sidste sæson fik Ditte sin professionelle debut i udlandet hos tyske Skurios Volleys Borken i den tyske 2. Bundesliga. Her endte de med at vinde ligaen og er nu at finde i den bedste tyske række. Her er det blevet til en enkelt sejr i deres seneste kamp inden jul over ligaens andet bundhold.
Mikala Mogensen:
I den anden ende af tabellen brager Mikala og hende tyske klub Allianz MTV Stuttgart derudaf. De ligger på en klar 1. plads med ti sejre, og de har kun afgivet et enkelt sæt. Derudover spiller holdet med i CEV Cup og har nået finalen i den tyske pokalturnering, der spilles i slutningen af februar.
Manuella Mayo Johnsen:
Manuella er netop dimitteret fra Kennesaw State University, hvor hun har spillet volleyball, mens hun var under uddannelse. Nu skifter hun dog halgulvet ud med sandet, da hun skal tørne ud for USC Beach Volleyball.
Kim Buchwald:
Kim er assistenttræner for det danske kvindelandshold og står til dagligt i spidsen for Sparkassen Wildcats Stralsund i den tyske 2. Bundesliga, efter holdet er rykket op fra 2. Bundesliga Nord. Stralsund har bidt dig godt fast i den nye liga og ligger på en flot 8. plads med syv sejre og otte nederlag.

Herrer:
Axel Jacobsen:
Den danske landsholdanfører har skiftet den sydfranske sol fra Cannes ud med hovedstadsvolleyball i Paris Volley. Her indtager holdet 11. pladsen og skal spille semifinale i Pokalturneringen i februar.
Axel Juul Larsen:
Axel har taget hul på sin anden sæson i tyske SVG Lüneburg, og de rider videre på deres succesfulde forrige sæson. De ligger nummer 1 i Tyskland med 14 sejre og ét nederlag, spiller med i Champions League og er finalister i den tyske Pokalturnering.
Joachim Hesselholt:
Joachim står for endnu en dansk topplacering i en europæisk liga, hvor han ligger nummer 1 med Volley Näfels fra Schweiz og spiller med i CEV Challenge Cup.
Mads Kyed Jensen:
Kyed skiftede til Sporting CP forud for denne sæson, og det portugisiske mesterhold ligger på 2. pladsen i deres liga med 11 sejre i 12 kampe. Derudover er de også med i Champions League, hvor de bl. a. er i pulje med Axel Juul Larsens hold, SVG Lüneburg.
Mikkel Hoff:
Den danske hæver er at finde i den næstbedste række i Italien, hvor han fordeler spillet hos Siena. De befinder sig på en 7. plads efter 13 kampe og deltager senere på året i den italienske 2. Pokalturnering.
Oskar Kjerstein Madsen:
Den hårdtslående landsholdsspiller har skiftet den trygge tilværelse i Europa ud med eventyr i Østen, hvor han tørner ud for VC Nagano Tridents. Holdet har kæmpet lidt med formen og befinder sig på 9. pladsen i den japanske liga.
Oskar Berg Mikkelsen:
Den høje danske centerspiller har taget det store spring over Atlanten, hvor han nu går på Loyola University i Chicago og spiller for Loyola Ramblers. De begynder deres sæson i denne uge, hvor de tager til Hawaii for at spille to kampe på vulkanøen.
Rasmus Breuning:
Rasmus blev kåret til den græske ligas MVP i sidste sæson, efter hans hold, Panathinaikos, vandt mesterskabet. Han har valgt at tage endnu en sæson i Grækenland, hvor de nu er at finde på 2. pladsen efter de første ni kampe samt spiller returopgør i morgen i CEV Cup’en.
Simon Uhrenholt:
Simon spiller for tredje sæson i træk i tyske VfB Friedrichshafen, som indtager 5. pladsen i den tyske Bundesliga. De skal spille finale i Pokalturneringen, hvor de bl. a. har slået mægtige Berlin Recycling Volleys i semifinalen.
Tobias Kjær:
Den danske kantspiller repræsenterer i denne sæson det hollandske mesterhold Orion Stars, der har ryddet bordet i ligaen i denne sæson med ni sejre i ni kampe. De skal spille kvartfinale i Pokalturneringen og vandt Super Cup’en i oktober måned.
Ulrik Dahl:
Ulrik er igang med sin anden sæson i japansk volleyball, hvor han nu spiller for Nippon Steel Sakai Blazers, der befinder sig i bunden af landets bedste række i den fysisk hårdt krævende liga.
Kristian Knudsen:
Den danske herrelandstræner agerer assistenttræner i den franske club Volero Le Cannet, hvor han har været siden 2018. Holdet ligger nummer 5 i den bedste franske række med få point op til 2. pladsen. De er nået til semifinalerne i den franske Pokalturnering, ligsom de er igang med gruppespillet i Champions League.
