Hvad beskæftiger du dig særligt med for tiden som forperson for Volleyball Danmark?
“Som forperson for Volleyball Danmark arbejder jeg lige nu intensivt med at udvikle en ny, ambitiøs strategi for udviklingen af dansk volleyball. Vi fokuserer på markant medlemsvækst, stærkere fanoplevelser samt fortsat vækst i internationale resultater med udgangspunkt i en kommercielt funderet økonomi, der kan bære det.
Volleyball rummer nogle særlige egenskaber, der gør sporten relevant for nutidens idrætspolitiske dagsorden. Det er en holdsport uden fysisk kontakt, og man er fundamentalt afhængig af hinanden, fordi hver spiller, kun må røre bolden én gang. Der findes ingen “selvtrækkeri” i volleyball – man skaber kun resultater i fællesskab. Samtidig er sporten bygget på ligestilling og har en stærk mix-kultur, hvor alle køn kan spille sammen. Volleyball og beachvolleyball repræsenterer også to vidt forskellige idrætskulturer: Den klassiske halidræt og beachvolleyens naturforbundethed og udendørs fællesskaber. Det giver os en unik bredde i måden, mennesker kan møde sporten på.
Samtidig er vi en del af et globalt volleyballmiljø med 800 millioner deltagere – og en ambition om at fordoble det. Det forpligter. Vi skal ikke kun løfte sporten for de allerede engagerede, men skabe nye aktivitets- og
oplevelsesfællesskaber, der kan gøre volleyball til en endnu stærkere kraft i dansk idræt og i lokalsamfundene.”
Hvad er den største udfordring for Volleyball Danmark?
“Volleyball Danmark står over for tre store udfordringer, som begrænser vores mulighed for at udleve sportens fulde potentiale. For det første er vi på trods af syv års stabil vækst fortsat en relativ lille idræt med omkring 18.000 medlemmer fordelt på 280 foreninger. Mange af disse ligger i koncentrerede områder, og derfor mangler store dele af Danmark et lokalt volleyballfællesskab, der kan tilbydes på tværs af aldre.
For det andet har dansk volleyball endnu ikke fået forløst sit kommercielle potentiale. Både lokalt og nationalt mangler vi tradition og erfaring med dataunderstøttet kommercielt arbejde, og vi har ikke haft en egentlig fankultur ud over de nære relationer til spillerne. Det afspejler et grundlæggende problem: Sporten er for lidt synlig, og kendskabet til vores klubber, Volleyligaen, Beachtouren og landsholdene er stadig alt for lavt.
Den tredje udfordring er en markant mangel på indendørs sandfaciliteter. Hvor Norge og Sverige, der begge har vundet OL-guld, har fire gange så mange sandhaller, har Danmark meget begrænsede muligheder for helårsudvikling af beachvolley. Sandhaller rummer et enormt potentiale for både idræt og folkesundhed, fordi sandet appellerer bredt: Børn elsker det, og for voksne er det et skånsomt underlag for ledene.”
Hvad er din drøm for Volleyball Danmark?
“Min drøm er at få mange flere danskere til at opleve, hvad volleyball faktisk kan: stærke fællesskaber, højt tempo og intense øjeblikke. I dag er vi – lidt paradoksalt – en af Danmarks bedst bevarede holdsportshemmeligheder. Det er ærgerligt, for vi vil ikke være en hemmelighed. Vi vil ud og skabe sunde, inkluderende fællesskaber i hele landet – fra strandkanten om sommeren til hallerne om vinteren.
Jeg har set, hvad volleyball kan i udlandet. I Lüneburg i Tyskland, hvor min søn spiller, er der hver uge udsolgt til en volleyballfest med 3.000 tilskuere i alle aldre. Det er en fantastisk underholdende tilskuersport, og sådanne oplevelsesfællesskaber drømmer jeg om, at både klubber og landshold kan skabe i Danmark.
Samtidig ser jeg et enormt potentiale i sandsportskulturen. Vi er en kystnation, og sandet ligger dybt i vores sommertraditioner. Ligesom streetsporten skaber sandet en anden idrætskultur og andre fællesskaber end dem, vi finder i vores tusindvis af klassiske idrætshaller. Derfor er det en stor drøm for mig, at vi i fremtiden kan se en nytænkt multisport-sandhal – med blandt andet beachvolleyball – i hver eneste danske kommune.”
Hvad ser du som dansk idræts største udfordring?
“Skulle jeg pege på én samlet udfordring for dansk idræt, er det frivilligkulturens tilstand. Den er afgørende for et mangfoldigt idrætsudbud i hele landet. Man kan se idrætsmodellen som et træ: Stammen står stærkt, men de yderste grene – de frivillige – bliver ældre. Når de en dag knækker, forsvinder små foreninger og nicheprægede aktiviteter.
I dag er det især de store foreninger, der driver væksten, men deres tilbud ligner ofte hinanden. Hvis alle skal finde sig hjemme i et idrætsfællesskab, kræver det netop mangfoldighed – og den afhænger af frivillige med kærlighed til alt fra store sportsgrene til små hobbyer og lokale fællesskaber.
Derfor er det afgørende at skabe nye generationer af frivillige. Viljen til at bidrage er der stadig, men mange ønsker at engagere sig på mere fleksible præmisser. Derfor må frivilligheden organiseres anderledes – mindre hierarkisk, mere fleksibelt og bedre tilpasset nutidens livsrytmer. Det er efter min mening vores generations vigtigste opgave, hvis vi vil give et stærkt foreningsliv videre.”
Hvad er den mest interessante udvikling i dansk idræt for tiden?
“En interessant debat og udvikling i dansk idræt lige nu handler om fleksible fællesskaber. Flere steder ser man nye medlemskabsmodeller, hvor man ikke melder sig ind i én sport, men i et helt idrætsmiljø. Ét
kontingent kan give adgang til mange forskellige aktiviteter, og det bliver lettere for medlemmerne at skifte mellem tilbud alt efter tid, lyst og livssituation. Det er en udvikling, jeg følger med stor nysgerrighed.
Tendensen opstår i en tid, hvor mange søger mere fleksibilitet i deres fritidsliv, og hvor foreningerne samtidig leder efter måder at skabe bæredygtige og varierede tilbud på. Når mange aktiviteter samles under samme organisatoriske ramme, åbner det for nye måder at dele ressourcer, frivillige og faciliteter på – og det skaber en anden form for fællesskab end den klassiske klub med én primær idrætsgren.
Jeg finder det særligt interessant, at disse fleksible fællesskaber også rummer et inkluderende potentiale. De giver plads til mennesker, der ikke nødvendigvis identificerer sig med én bestemt idræt, men som gerne vil være en del af et lokalt og åbent idrætsfællesskab. Det bliver spændende at følge, hvordan denne udvikling påvirker både deltagelsen og organiseringen af dansk idræt i de kommende år.”
