Beachvolley

920.000 kr. i støtte til dansk beachvolleyball til OL

Volleyball Danmark har fået tildelt 920.000 kr. i støtte til udviklingen af vores beachvolleyballtalenter med formålet om OL-deltagelse senest i 2032.

:


Volleyball Danmark tildeles 460.000 kr. pr. år i 2025 og 2026, og bevillingen er en vigtig anerkendelse af det ambitiøse arbejde, der allerede er i gang for at løfte dansk beachvolleyball til nye højder. Støtten gives på tværs af både herre- og kvindespillere.

Støtten skal være med til at styrke indsatsen omkring landsholdsbasen i København, deltagelse i internationale turneringer og sikre fortsat udvikling af både nuværende og kommende landsholdsspillere med det klare mål om, at Danmark senest i 2032 har et beachvolleyballhold med til OL.

Det er DIF og Team Danmark, som har uddelt talentstøtten, og midlerne kommer fra det olympiske partnerskab med KIRKBI.

Volleyball Danmark har tidligere fået opbakning fra det internationale volleyballforbund, FIVB, til støtte til en landstræner, der ligesom DIF og Team Danmark ser, at der laves et godt stykke arbejde, og at der et stort potentiale i dansk beachvolleyball.

Støtten vil spille en afgørende rolle i at sikre turneringsdeltagelse, træningslejre, udstyr og udvikling af et professionelt setup omkring spillerne, og målet er, at dansk beachvolleyball skal markere sig internationalt og på længere sigt kæmpe om OL-deltagelse.

Vi tror på, at Danmark kan være med blandt de bedste i verden, og den støtte, vi nu har fået, bringer os et meget afgørende vigtigt skridt nærmere målet om at få et hold til OL. Vi er dybt taknemmelige for den støtte, vi har fået, og er samtidig meget stolte over, at DIF og Team Danmark med støtten både anerkender det enorme arbejde, der hidtil er lavet, og samtidig ser et potentiale i os i forhold til at kunne komme til OL,” udtaler sportschef Sebastian Mikelsons.

Del nyhed

LÆS OGSÅ