Ungdomslandshold volleyball

Dries Hoeyberghs bliver ny ungdomslandstræner for U17 og U19 i volleyball

Volleyball Danmark kan i dag præsentere Dries Hoeyberghs som ny landstræner for de danske U17- og U19-herrelandshold. Dries tiltræder med det samme og får en nøglerolle i det danske talentarbejde hos drengene.

:


Dries bringer en solid international baggrund med sig. Siden 2022 har han stået i spidsen for Volleyligaholdet hos Nordenskov UIF, og inden da var han cheftræner i den bedste svenske liga. Før sin tid i Skandinavien var Dries en del af en række store belgiske klubber, herunder Lindemans Aalst, Topvolley Callant Antwerpen og Lizards Lubbeek-Leuven, hvor han opnåede værdifuld erfaring hos traditionsrige klubber på et højt europæisk niveau.

Dries glæder sig til at bruge sin erfaring i det danske talentarbejde:

“Jeg er stolt over den tillid, Volleyball Danmark viser mig. Jeg ser virkelig frem til at arbejde med de danske talenter. Danmark er mit og min families hjem. Vi har købt hus her i Danmark, mine børn taler flydende dansk og jeg selv er nu også tilmeldt et danskkursus, så jeg brænder ekstremt meget for at arbejde med de danske ungdomslandshold. Vi står over for en spændende tid, hvor vi kan løfte det danske niveau hos de unge spillere. Det bliver en spændende udfordring, som jeg går til med energi, passion og et mål om at bruge min internationale erfaring til at støtte spillernes udvikling bedst muligt.” — siger Dries Hoeyberghs.

Sportschef, Sebastian Mikelsons, ser et stort potentiale i samarbejdet:

“Dries bringer en unik kombination af international erfaring og et skarpt blik for talentudvikling. Vi er sikre på, at han kan være med til at løfte de danske ungdomslandshold til et nyt niveau. Hans tilgang til at arbejde med unge spillere passer perfekt ind i vores værdier og ambitioner.”

Udnævnelsen kommer i en tid, hvor Volleyball Danmark står midt i en spændende proces omkring landstrænerstaben. Det står således endnu åbent, hvem der i fremtiden skal være landstræner for U22-herrelandsholdet. Først efter sommeren, når U22-landsholdet – under ledelse af assisterende landstræner Thomas Skifter Bertelsen og cheftræner for seniorlandsholdet, Kristian Knudsen – har spillet EM-kvalifikationen, vil Volleyball Danmark evaluere forløbet med U22-landsholdet og den værdi, som det kan have haft at have trænere fra vores seniorlandshold involveret i vores U22-landshold. Først derefter bliver en permanent løsning for U22 landstrænerposten lagt fast.

I kontrakten med Dries Hoeyberghs er der desuden lagt en klar ramme for, hvordan han agerer i forhold til spillerrekruttering hos sin danske klub, Nordenskov UIF, for at undgå interessekonflikter og sikre en fair proces i forhold til landsholdsudtagelser.

Til sidst kan Volleyball Danmark oplyse, at man efter sommerferien går i gang med at ansætte faste assistenttrænere til både U17- og U19-herrelandsholdene, der ideelt set er geografisk forankret andetsteds end Dries Hoeyberghs. Det sker for at styrke det danske talentarbejde og støtte landstræneren i det daglige arbejde.

Volleyball Danmark ser frem til samarbejdet med Dries Hoeyberghs og til en spændende tid for de danske ungdomslandshold.

Del nyhed

LÆS OGSÅ