Volleyball Danmark og JFM Play indgår et strategisk samarbejde, der giver hele volleyballmiljøet en samlet, digital hjemmebane. Det betyder, at du for 79 kr. om måneden kan streame al det bedste volleyball fra Danmarks bedste ligaer og Final4 med et abonnement hos én af JFM’s nyhedsmedier, der tilbyder streaming gennem JFM Play.
Med samarbejdet får volleyball en naturlig plads i JFM Play’s voksende sportspakke, der allerede omfatter mere end 4.000 livebegivenheder om året – fra basketball, fodbold og speedway til floorball, håndbold, ishockey – og nu også volleyball. Du vil som abonnent få adgang til hele sportspakken.
JFM er Danmarks næststørste private mediekoncern og dækker hele landet. JFM udgiver i alt 15 dagblade med over 550.000 læsere hver uge og 41 ugeaviser med knap 1 million læsere.
JFM’s administrerende direktør, Jesper Rosener, udtaler: “Volleyball er en sport i fremdrift – moderne, idérig og med stor kommerciel og redaktionel værdi. Det er et samarbejde, der giver mening, fordi sporten har et stærkt miljø, og fordi vi som medie kan være med til at gøre forskellen. Vi glæder os til at få volleyballen ud at leve – digitalt og redaktionelt.”
Volleyball Danmarks administrerende direktør, Nicolai Kaas Nordstrøm, udtaler: ”Aftalen med JFM er et vigtigt skridt for Volleyball Danmark. Det giver os mulighed for at øge danskernes kendskab til Volleyball, og at vi bliver synlige på større medieplatforme. Samtidig skaber aftalen stærkere kommercielle muligheder og understøtter den udviklingsrejse, vi er i gang med for vores to ligaer og sporten som helhed. JFM har et højt ambitionsniveau, og med de planer, jeg foreløbigt har fået forelagt, ser vi i den grad frem til samarbejdet.”
Vores landskampe i volleyball samt diverse større stævner i beachvolleyball vil fortsat blive vist på Sport Live. Men du vil som abonnent hos JFM Play også kunne tilgå Sport Lives signal gennem streamingtjenesten, så du dermed er dækket helt ind på volleyball fra Danmarks bedste ligaer og landshold samt beachvolleyball fra Danish Beachvolley Tour semifinale- og finalestævner.
Du opretter dig ved at gå ind på www.jfmplay.dk. Derfra kan du vælge dit fortrukne lokale dagblad i deres portefølje, tegne abonnement hos dem og dermed have adgang til det pågældende medie samt streaming gennem JFM Play.
Hvis du er nuværende kunde hos Dansk Volley TV vil du modtage en mail med vejledning indenfor nær fremtid. Indtil du er blevet flyttet, kan du stadig tilgå www.danskvolley.tv.
