Volleyligaen

Midtvejsstatus på Volleyligaen

Juletiden har overtaget Volleyligaen, og alle hold kan nu tage sig en fortjent julepause, inden det går løs igen på den anden side af nytår.

:


Hos kvinderne finder vi Team Køge og Holstebro KFUM i bunden med en sejr hver i otte kampe. Nyoprykkerne fra Holstebro indtager dog 7. pladsen med fem point foran Team Køges tre point. Det andet nyoprykkede hold, Farum VK, har hevet en enkelt sejr mere hjem i deres otte opgør og har syv point. I midten af tabellen har Ikast KFUM indfundet sig med tre sejre og ti point, mens Gentofte Volleys fire sejre har kastet 13 point af sig.

I toppen af tabellen finder vi sidste sæsons top 3, og her indtager Brøndby VK 3. pladsen med seks sejre og 18 point. ASV Elite har blot tabt en enkelt kamp og tre sæt i denne sæson, som er rigeligt til en 2. plads, mens Holte IF har gjort rent bord med deres otte sejre og en sætscore på 24-0, hvilket placerer dem på en foreløbig 1. plads i Volleyligaen.

Hos herrerne er der også stor forskel på pointhøsten mellem top og bund, hvor Amager Volley stadig har til gode at hive deres første sejr hjem, hvilket placerer dem på 10. pladsen med et enkelt point. Hvidovre VK rykkede igen i år op i Volleyligaen efter en suveræn sæson i 1. division, og de har med to sejre hentet otte point og en 9. plads.

På de efterfølgende pladser ligger Ikast KFUM, VK Vestsjælland, DHV Odense og Gentofte Volley med henholdsvis 12, 13, 15 og 16 point. Ikast har dog spillet en kamp mere end resten af holdene. Middelfart VK har sneget sig ind i top 4 med seks sejre i ti kampe og 19 point.

ASV Elite sætter sig på 3. pladsen med otte sejre og 24 point, mens Odense Volleyball lige akkurat indtager 2. pladsen med lige så mange sejre og 25 point. Fynboerne har til gengæld spillet en kamp mere, så alt kan nå at ændre sig, når de to hold har spillet samme antal kampe. På 1. pladsen finder vi suveræne Nordenskov UIF, der har vundet alle deres kampe og opnået hele 30 point.

Allerede den 4. januar 2025 er Volleyligaen igen at finde på programmet hos både kvinderne og herrerne, og vi glæder os til at komme igang igen. Meeen lad os lige nyde julen og familiens nærvær, inden det går løs igen.

Del nyhed

LÆS OGSÅ