Tobias Rex, der har en imponerende baggrund som træner, kommer med værdifuld erfaring fra sin rolle som træner på det olympiske beachvolleyball-center i Tyskland, hvor han har arbejdet de sidste seks år. På det olympiske beachvolleyball-center har han haft ansvaret for og trænet de talenter, som Tyskland ville satse på frem mod OL i 2028. Derudover har Tobias også trænet en række tyske ungdomslandshold. Tobias har således stor international erfaring og erfaring med deltagelse til større slutrunder, hvor han bl.a. har været træner til EM i beachvolleyball.
Med sin internationale erfaring fra Tyskland, hvor han har samarbejdet med nogle af verdens bedste atleter og trænere, træder Tobias Rex ind i rollen som landstræner med en klar ambition om at løfte dansk beachvolleyball til nye højder. Hans fokus vil være på at skabe et professionelt træningsmiljø, hvor danske spillere kan udvikle sig og konkurrere på højeste niveau.
Tobias Rex er begejstret for den nye udfordring og deler sin vision for dansk beachvolleyball: “Det er en ære at få muligheden for at arbejde med de danske beachvolleyball-landshold. Jeg ser et stort potentiale i de danske spillere og glæder mig til at bygge videre på det stærke fundament, der allerede er lagt. Min tid i Tyskland har givet mig uvurderlig indsigt i, hvordan man udvikler både spillere og teams til det højeste niveau, og jeg ser frem til at implementere den viden i Danmark. Jeg tror på, at vi sammen kan skabe nogle fantastiske resultater og bringe Danmark tættere på toppen af international beachvolleyball.“
Udover sin erfaring fra et topprofessionelt miljø og sine erfaringer med internationale stævner er Tobias yderst veluddannet. Tobias har således taget det tyske volleyball forbunds niveau A uddannelser i både beachvolleyball og volleyball. Derudover er Tobias også uddannet inden for fysisk træning, hvor han har afsluttet flere uddannelser fra det tyske trænerakademi i Køln.
Endelig har Tobias netop afsluttet sin diplomtræneruddannelse på det tyske trænerakademi i Køln. Oprindelig har Tobias en uddannelse inden for IT, hvilket han også i en kortere årrække beskæftigede sig med, inden han besluttede udelukkende at arbejde med beachvolleyball. Tobias’ IT-kundskaber gør desuden, at Tobias også kan anvende beachvolleyball statistikprogrammer til at scoute såvel egne hold som modstanderhold.
“Tobias bringer en unik kombination af praktisk erfaring og topniveau-viden til vores beachvolleyball-program. Hans erfaring fra Tyskland og fra flere store internationale turneringer vil være til stor gavn, samtidig med at Tobias udover god træning og coaching under kampe også kan stå for både fysisk træning og de taktiske forberedelser. Vi ser frem til, hvordan han vil hæve niveauet og hjælpe danske beachvolleyball-spillere til at tage det næste store skridt,” udtaler sportschef Sebastian Mikelsons.
Tobias Rex skal primært træne de danske senior landshold. Det vil sige, at hvor rollen som landstræner i beachvolleyball tidligere både indeholdt A- og U-landshold for begge køn, vil Tobias Rex primært beskæftige sig med A-landsholdene, hvor han vil have sin faste gang og sine faste træninger med disse spillere på Landsholdsbasen i København. I starten af det nye år meldes mere ud angående ansvarlige trænere for beachvolleyball U-landsholdene. Volleyball Danmark takker samtidig Robert Zuchowski, som har været landstræner siden april i år og som har levet en rigtig fin indsats med de danske landshold