Volleyball Danmark

Den nye bestyrelse takker for valget

Søndag den 26. maj blev det årlige repræsentantskabsmøde afholdt på Milling Park Hotel i Middelfart. Her får du en kort præsentation af bestyrelsen, som den ser ud efter den 26. maj.

:


Som ny bestyrelse i Volleyball Danmark efter repræsentantskabsmødet d. 26/5 vil vi gerne takke for valget. Vi glæder os til at arbejde for dansk volleyball. Samtidig er vi opmærksomme på det meget tætte valg til forperson, som efterlod mange skuffede på dagen. Vi er bevidste om den opgave der ligger i, at række ud til og understøtte alle i dansk volleyball. Vi er en stor familie, der skal holde sammen. Derfor også en tak til de mange der, uanset ønske til forperson, har tilkendegivet, at de bakker op om den nye bestyrelse.

Bestyrelsen består nu af Pau Lund-Larsen (nyvalgt forperson), Jørgen Bentzen (næstforperson), Lars Mayland (nyvalgt økonomiansvarlig) samt Robert Mikelsons og Karin Iversen, der fortsætter som medlemmer og sikrer kontinuitet i bestyrelsesarbejdet, mens også Cecilie Køllner Olsen og Maja Pilgaard Hove er tiltrådt som nye bestyrelsesmedlemmer.

En stor tak for bestyrelsesindsatsen skal lyde til Mads Olsen, Louise Holm Sommer, Jens Larsen, Vicky Linnet Rahbek Andersen og Morten Refsgaard, der ikke fortsætter i bestyrelsen.

Bestyrelsen har på bestyrelsesmødet mandag d. 3/6 taget hul på centrale opgaver som bl.a. ansættelse af ny direktør, konstituering og strategiaftale med DIF. Derudover er den nye bestyrelse, i samarbejde med administrationen, i dialog med flere af Volleyball Danmarks vigtige samarbejdspartnere for fastholdelse og videreudvikling af relationerne.

Vi har bl.a. startet dialog med Eric Adler om fortsat understøttelse af hans kandidatur til CEV præsident, og vi har dialog med ildsjælegruppen omkring kvindelandsholdet. Forperson, Pau, deltager ved træningskampen i Brøndby tirsdag d. 4/6, hvor han ser frem til at hilse på spillere og samarbejdspartnerne.

Vi glæder os til arbejdet med en dedikeret administration, som vi har fuld tillid til, og som yder en stærk indsats hver dag. Indtil ansættelsen af en ny direktør deler Sebastian Mikelsons og Christina Juhl direktøransvaret, med Sebastian som den formelle konstituerede direktør.

Den nye bestyrelse præsenterer sig kort:

Forperson, Pau Lund-Larsen

”Startede som ungdomsspiller i Odense og har spillet divisionsvolley på Fyn og Sjælland og liga volley i København. Tidligere træner på alt fra kids til liga volley. Stadig aktiv i klubudviklingsarbejdet på Amager ligesom jeg tidligere har været det i KSV. Aktiv spiller i Vejle, hvor jeg i dag bor. Arbejder privat med IT ledelse og iværksætteri. Bidrager med strategisk, kommerciel og ledelseserfaring fra erhvervslivet og et bredt og aktivt kendskab til dansk volley. Særligt fokus på medlemsvækst, kommercialisering, frivillighed og transparens samt understøttelse af et velfungerende bestyrelsesarbejde i Volleyball Danmark.”

Næstforperson, Jørgen Bentzen

”Volleyball er i mit DNA! De sidste 8 år som næstforperson i Volleyball Danmark og har i mange år været med i bestyrelsen og udvalgsarbejde inden for stort set alle områder, senest bl.a. som medlem i udvalg for seniorudvikling og Beachvolleyball – landsholds- og talentudvikling. Jeg er altid fokuseret på at præge de beslutninger, der skal træffes, så det bliver til størst mulig glæde for Volleyball Danmarks medlemmer og interessenter. Mit CV for volley og liv er for langt til en kort intro.”

Økonomiansvarlig, Lars Mayland

”Tidligere divisionsspiller i volleyball og elitespiller i beachvolley, elitechef for beachvolley og forperson for Beachvolleyball Tourgruppen. Jeg bidrager med solid erfaring inden for strategi, økonomi og ledelse samt stor praktisk erfaring med frivilligt sponsorarbejde og udvikling af sporten. Er uddannet cand.oecon fra Aarhus Universitet og til daglig direktør for LD Fonde. Har tidligere været ansat i Nationalbanken som medlem af koncernledelsen.”

Maja Pilgaard Hove

”Tidligere volleyball og beachvolleyball spiller. Arbejder til daglig som chefanalytiker og udviklingsansvarlig på Idrættens Analyseinstitut. Bidrager til bestyrelsen med viden om og indsigt i udviklingstendenser i den danske (og internationale) idrætsbranche, som jeg bl.a. vil bringe i spil i forhold til strategisk arbejde med medlemsvækst, foreningsudvikling, fondsansøgninger, strategiaftale med DIF og samarbejder med bl.a. kommuner, idrætsorganisationer og andre relevante aktører.”

Robert Mikelsons

”Tidligere breddespiller og ungdomstræner. Bestyrelsesmedlem i Gentofte i mere end 40 år. Tidligere bestyrelsesmedlem i SVBK, formand i Topvolleyball Danmark (nedlagt for mange år siden), samt medlem i Folkeoplysningsudvalget og næstformand i Facilitetsudvalget i Gentofte Kommune. I Volleyball Danmarks bestyrelse siden 2019. Særlige interesseområder er synlighed og branding af volleyball samt ungdomsudvikling og udvikling af ligaerne.”

Karin Iversen

”Har været aktiv indenfor indendørs- og beachvolleyball på eliteniveau som både spiller og træner. Var med til at starte Copenhagen Beachvolley op i 2007 og var aktiv i bestyrelsen som forperson indtil 2011, hvor klubben på det tidspunkt havde skaffet midler og åbnet en indendørsbeachhal og 9 udendørsbaner til medlemmerne. Har været aktiv i bestyrelsen de senest 2 år og har været med i de to styregrupper Ungdomsudvikling og Beachvolleyball Landshold og Talentudvikling (forperson). Arbejder til dagligt i Novo Nordisk med Business Intelligence.”

Cecilie Køllner Olsen

”Startede volleykarrieren i Lyseng IF i Århus, og har siden spillet i klubber som Skovbakken, ASV, Brøndby, Frederiksberg, Aarhus Beachvolley Klub og Copenhagen Beachvolley, hvor jeg i sidstnævnte fortsat spiller. Har også repræsenteret Danmark internationalt i beachvolley i mere end 10 år. Har været involveret i forskellige udvalg omkring beachvolley, herunder beachtour-gruppen samt landsholds- og talentudvikling-udvalget. Fortsat deltagelse som aktiv spiller holder mig tæt på miljøet og andre spillere. Arbejder til dagligt som læge på ortopædkirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital.”

Del nyhed

LÆS OGSÅ