Volleyball Danmark

Pau Lund-Larsen stiller op til posten som forperson (del 2)

Den 26. maj klokken 10.00 finder det årlige repræsentantskabsmøde i Volleyball Danmark sted på Milling Park Hotel i Middelfart. Kandidater til bestyrelsen og posterne som forperson og næstforperson, der ønsker deres kandidatur præsenteret på Volleyball Danmarks medieplatforme, har mulighed for dette.

:


Efter at have offentliggjort mit kandidatur til Volleyball Danmarks bestyrelse har jeg haft lejlighed til at tale med mange til volleystævner og over telefonen. En række spørgsmål er gået igen, og jeg har prøvet at samle de mest gennemgående med mine svar her. Dette såfremt andre skulle være nysgerrige på disse.

Q: Har du tid til at være forperson?

A: Jeg har overskud i både mit arbejdsliv og mit privatliv. Jeg arbejder som selvstændig konsulent og har stor fleksibilitet. Privat er mine børn blevet store og selvstændige. Det giver et overskud, som jeg gerne giver af til dansk volley.

Q: Fortsætter du som forperson i Amager Volley?

A: Såfremt jeg vælges ind som forperson eller næstforperson i Volleyball Danmark, så trækker jeg mig øjeblikkeligt fra posten som forperson i Amager Volley.

Skulle jeg blive valgt ind som menigt medlem i Volleyball Danmark, så fortsætter jeg som forperson i Amager Volley. Der har før været forpersoner fra Volleyball Danmarks medlemsforeninger i Volleyball Danmarks bestyrelse.

Det er for mig ikke et spørgsmål om båndbredde, men udelukkende et spørgsmål om potentielle konflikter og signaler i en dobbeltrolle som forperson begge steder.

Q: Hvorfor vil du have kampvalg? Der var jo allerede en god kandidat.

A: Jeg er enig i at Louise er en god kandidat til posten som forperson i Volleyball Danmark. Men det er længe siden at Volleyball Danmarks medlemsforeninger rent faktisk har haft en mulighed for at vælge, da der i mange år kun har været én kandidat.

Volleyball Danmark er en demokratisk ledet organisation med klare demokratiske vedtægter. Alle der har mod på at stille sig til rådighed skal selvfølgelig stille op.

Jeg synes at det er afgørende at medlemsforeningerne føler sig repræsenteret i bestyrelsen. Dette fordi at Volleyball Danmarks bestyrelse er af en type, der udstikker økonomiske rammer og reglementer for foreningernes medlemmers og frivilliges virke.

Et kampvalg er i mine øjne kun negativt, hvis kandidaterne bruger processen på at udstille hinanden negativt. Jeg har ikke noget negativt at sige om Louise eller andre der måtte vælge at stille op. Demokrati kan selvfølgelig være lidt rodet, men det er mine øjne ikke et problem.

Q: Hvorfor stiller du op?

A: Det har jeg motiveret her.

Q: Hvad synes du om “ildsjæle aftalen” omkring kvindelandsholdet?

A: Hvorfor bringer jeg det spørgsmål op? Fordi at jeg er blevet stillet det af næsten alle jeg har snakket med.

Det er ikke og bliver ikke min rolle at være “dommer” i det historiske forløb, der har været omkring den aftale. Derudover har jeg ikke set aftalen, så jeg kender ikke detaljerne.

Jeg kan dog konstatere efter samtaler med flere repræsentanter for parter fra alle sidder af aftalebordet, at alle nævner, at de finder kommunikationen fra modparten uacceptabel. Grundende er forskellige. Men jeg kan konkludere at dialogen undervejs har været skæv.

Det er naturligvis ærgerligt. Særligt set i lyset af, at det er min oplevelse at alle parterne vil dansk volley og kvindelandsholdet det godt.

Jeg er nysgerrig på selve aftalen og tror og håber at den, som eksempel, kan bidrage med inspiration til nye måder at vækste dansk volleys økonomi og muligheder.

Q: Hvad er din vision for dansk volley?

A: Jeg stiller ikke op med en ny vision eller strategi for dansk volley. Jeg tilslutter mig som udgangspunkt den nuværende vision og strategiens fem fokusområder.

Jeg vil dog finde det naturligt sammen med bestyrelsen løbende at vurdere om vision og strategi skal fornyes. Og jeg vil i så fald engagere mig i en inddragende proces for udarbejdelse af en indstilling af fornyet vision og strategi til repræsentantskabets vedtagelse.

Q: Har du en liste over ting du vil have gennemført?

A: Nej. Jeg har i dag en udenforståendes perspektiv på mange ting i Volleyball Danmark. Det er i min optik ikke et ideelt perspektiv at lave en liste fra.

Djævlen er i detaljen. Og hvis jeg skulle få muligheden for at arbejde i bestyrelsen vil jeg få en indsigt og et rum for dialog med ligesindede, der måske vil påvirke mit ståsted.

Jeg er fan af grundlovens paragraf 56 og vil forbeholde mig retten til at udvikle mit ståsted, hvis jeg får muligheden for at blive konfronteret med detaljerne og realiteterne i dansk volley.

Så en sådan liste vil jeg glæde mig til at udvikle sammen med erfaringerne fra nuværende medlemmer og nye vinkler fra andre nye medlemmer, såfremt jeg får muligheden for at bidrage fra indersiden.

Jeg synes også at det er vigtigt at huske på at bestyrelsen skal arbejde strategisk og lade direktionen tage ansvar for det operationelle.

Q: Burde du ikke have taget en periode som menigt medlem inden du stillede op som kandidat til forperson?

A: Det vil jeg lade repræsentantskabet vurdere. Jeg stiller ikke krav om posten som forperson for mit engagement. Jeg stiller mig til rådighed for den rolle repræsentantskabet måtte vælge mig ind i.

Jeg er dog tryg ved, at jeg hurtigt vil komme på niveau som forperson eller næstforperson, hvis jeg får muligheden. Jeg har tiden til at gøre det nødvendige arbejde.

Jeg har selvfølgelig en naturlig ydmyghed overfor opgaven, men er ikke usikker på om jeg kan løfte ansvaret. Jeg har bestyrelseserfaring fra erhvervslivet og Amager Volley, som henholdsvis direktør og forperson.

Q: Synes du ikke det ville være skidt hvis du vælges som forperson og det ender med en helt ny bestyrelse

A: Jo bestemt. Men det kan jeg heller ikke se nogen grund til at det skulle gøre.

Jeg kan kun håbe og forvente at alle nuværende og opstillede kandidater vil kunne få et godt samarbejde uanset hvilke roller den demokratiske proces tildeler.

Del nyhed

LÆS OGSÅ