Volleyball Danmark

Indstilling af ny forperson og valg til Volleyball Danmarks bestyrelse

En enig bestyrelse har besluttet at indstille Louise Holm Sommer til ny forperson for Volleyball Danmark. Dette er sket i forlængelse af Mads Olsens meddelelse om at han stopper.

Louise Holm Sommer |

:


Louise blev valgt ind i Volleyball Danmarks bestyrelse i 2022, og har siden været en del af forretningsudvalget, formand for landsholds- og talentudviklingsudvalget samt medlem af dommerudvalget.

Mads Olsen udtaler:

Vi har gennem de seneste 4 år arbejdet med organiseringen af Volleyball Danmark og en genopretning af økonomien, fordi det er nødvendige forudsætninger for at skabe sportslige resultater og et støt stigende medlemstal. Det er et arbejde, vi i bestyrelsen er stolte af, og som bestyrelsen gerne vil arbejde videre med – for vi kan skal hele tiden blive bedre! Med Louise som kandidat til posten som forperson ønsker bestyrelsen at sikre både kontinuitet og fornyelse.”

Louise kommer med en volleybaggrund fra DHG Odense, Fortuna Odense, Holte, TV 55, Gentofte Volley og beachvolleyball. Louise har spillet volleyball tæt på 40 år. Hun har spillet i volleyligaen, på landsholdet og hun var en del af det Team Danmark støttede beachvolleylandshold, der spillede om at kvalificere sig til OL i Sydney i 2000. Louise har også været både ungdoms- og ligatræner.

Louise er uddannet jurist, bor i København med Christoffer, der også spiller volleyball, og Louises datter Ingrid, der er 18 år gammel.

Louise Holm Sommer udtaler:

”Jeg er meget glad for, at bestyrelsen peger på mig som kandidat til posten som forperson i Volleyball Danmark. De seneste to år i bestyrelsen har været spændende og udfordrende, og jeg har sat stor pris på at lære volley-Danmark at kende fra organisationssiden. Jeg ser det som en meget vigtig opgave for bestyrelsen i fællesskab at videreføre Mads’ solide og ordentlige arbejde til gavn for hele Volleyball Danmark. Jeg har været en del af mange klubber som både spiller, træner og frivillig, og ser det som en af mine fornemmeste opgaver at bidrage til, at det bliver lettere at være klub og medlem af Volleyball Danmark. 

Derfor er det nu min tur til på det strategiske plan at bidrage til at skabe så gode rammer som muligt for alle dele af Volleyball Danmark – fra kids til landshold og bedstevolley, så flest muligt har lyst til at være med i fællesskabet af vores fantastiske sport med plads til alle.”

Udover ny forperson skal der også vælges 3 nye bestyrelsesmedlemmer, da økonomiansvarlig Morten Refsgaard allerede for to år siden meddelte, at han ikke genopstiller, Vicky Linnet genopstiller ikke af private årsager, og Karin Iversen har også valgt ikke at genopstille. Bestyrelsen vil opfordre alle, der har interesse for bestyrelsesarbejdet til at rette henvendelse til administrationen eller bestyrelsesmedlemmer. Kandidater til posten som forperson er også velkomne.

Bestyrelsen har samtidig også igangsat processen med at finde en ny direktør til at lede Volleyball Danmarks stærke hold i administrationen.

Del nyhed

LÆS OGSÅ