Årets resultat for 2023 er med et overskud på 291.855 kr. tilfredsstillende set i forhold til det budgetterede underskud på 209.414 kr.
Det positive resultat skyldes i særdeleshed, at det i 2023 er lykkedes at øge indtægterne med 12%. Herunder er de kommercielle indtægter øget markant med 76%, så de i 2023 udgør ca. 1,8 mio. kr. mod ca. 1 mio. kr. i 2022. Det har medvirket til at der kan realiseres et positivt resultat i et år der har budt på omkostningstunge aktiviteter for herrelandsholdet i volleyball; deltagelse i både European Golden League og EM-slutrunden, hvor holdet var det første danske seniorlandshold som kvalificerede sig til en EM-slutrunde.
Kommende års drift
Der er budgetteret med et overskud på 294.989 kr. for 2024.
Bestyrelsen har justeret sin økonomiske målsætning, så det nu er bestyrelsens ønske, at der skal være en positiv egenkapital på minimum 0,5 mio. kr. ved udgangen af den fireårige periode (31. december 2025) som der er lagt en økonomisk plan for, og at egenkapitalen skal øges yderligere i den efterfølgende periode.
I 2024 forventes der en væsentlig aktivitet med deltagelse i EM kvalifikationen for både kvinde- og herrelandsholdene, og da kvalifikationsturneringen løber over både 2024 og 2025, forventes der ligeledes væsentlig økonomisk landsholdsaktivitet igen i 2025.
Sportsligt
På den sportslige del, har der i 2023 været mange flotte resultater for både ungdomshold og seniorhold, både i volleyball og beachvolleyball. Det har bl.a. resulteret i, at Andreas Brinck og Villads Napier, som de første i Volleyball Danmarks historie, har vundet et EM, da de i august fejede al modstand af banen, og vandt samtlige kampe ved U18 EM i Madrid.
Hele årsrapporten for 2023 kan læses her.