Den 1. juli 2023 fik Mats Björkman overrakt Volleyball Danmarks ærestegn. Det skete i forbindelse med fejring af Mats’ 60 års fødselsdag og sølvbryllup, hvor der var en anselig præsentation af Mats’ store volleyball netværk. Heriblandt formand for Ikast KFUM Volleyball Erik Kreuzfeldt, der på vegne af Volleyball Danmarks forperson Mads Olsen gav Mats disse ord med:
Kære Mats,
Da du selv var aktiv som spiller, fik du efter sigende tilnavnet ”hæveren med de maskerede hænder”. Den titel kunne godt lede tankerne hen på en slags superhelt, og i dag skal du hyldes ikke bare i anledning af din 60-års fødselsdag, men også for din rolle som superhelt i dansk volleyball. Det er derfor min fornøjelse at kunne fortælle dig, at du hermed modtager Volleyball Danmarks ÆRESTEGN, som uddeles til personer, der gennem en længere årrække har arbejdet idrætsligt eller organisatorisk til gavn for volleyballsporten. Med ærestegnet følger udover en nål og et diplom disse ord.
Kære Ærestegnsmodtager – Kære Mats
Din barndom og ungdom blev hovedsagelig tilbragt i Sverige, hvor du også har uddannet dig, men det meste af dit voksenliv og din trænergerning har udfoldet sig i det midtjyske i Danmark, hvilket generationer af danske ungdoms- og seniorspillere helt sikkert er svært begejstrede for.
Siden du kom til Ikast i 1993, for at træne kvindeholdet, har du bidraget massivt til udviklingen af volleyball i Danmark. Du har trænet hold på både klub- og ungdomslandsholds niveau og været assistenttræner på kvindelandsholdet. Du har også været initiativtager og medudvikler af sommer-campen, som netop er afviklet igen med rekordmange deltagere. Din indsats som træner, arrangør og talentudvikler har gjort sommer-campen og andre camps til højdepunkter i volleykalenderen for mange unge spillere. Som om det ikke var nok, har du også været en del af Idrætsskolerne Ikast i 25 år, så også her har du været med til at præge unge talentfulde volleyballspillere.
Din tilgang har altid været udvikling, og når man spørger iblandt de mange mennesker i volleyballverdenen, som du har haft berøring med gennem årene, så er det tillægsord som venlig, åbenhjertig, livsklog, loyal, arbejdsom, visionær, lyttende, løsningsorienteret og diplomatisk, som bruges til at beskrive dig. Et bedre skudsmål kan man ikke ønske sig.
Det kan virke fattigt at reducere 30 års arbejde til glæde og gavn for volleyballsporten i Danmark til disse få linjer, men ikke desto mindre er de udtryk for en dybfølt tak fra Volleyball Danmark for din store indsats. Dit bidrag til at skabe gode ungdomsliv i sportens verden er uvurderligt. Tak for det og tillykke med Ærestegnet.
Mvh Mads Olsen, Forperson for Volleyball Danmarks bestyrelse.