Da Danmark sidste år debuterede i European Golden League, var det uden den danske landsholdsprofil, Mads Kyed Jensen, på holdkortet. Nu er Danmarks diagonal tilbage i de rød/hvide farver, og på lørdag går han på banen i Lillebæltshallen til endnu et opgør i European Golden League.
Det er de færreste, der får lov at prøve det – at repræsentere Danmark og spille i de rød/hvide farver. Men trods sin unge alder, har 24-årige Mads Kyed Jensen allerede flere kampe i landsholdstrøjen. Landsholdskarrieren blev dog sat på pause i 2022, men nu er den danske diagonal heldigvis tilbage i truppen:
– ”Det er en helt speciel følelse at spille for landsholdet, og jeg er virkelig glad for at være tilbage! Jeg har virkelig savnet den røde trøje og mine holdkammerater,” fortæller Mads.
Da Danmark helt sensationelt vandt Silver League, i 2021, gjorde den danske landsholdsspiller i særdeleshed også et stærkt indtryk på banen, og blev ligeledes kåret som turneringens Most Valuable Player. Onsdag leverede han og holdet endnu en stærk præstation, da Danmark slog Rumænien, og sikrede sig den allerførste sejr i European Golden League. Sejren kom i hus efter det danske landshold fik en ærgerlig start på turneringen, da holdet led et 0-3 nederlag til Tyrkiet. For Mads er der dog ikke tvivl om, at det var et andet og mere sammenspillet hold, der sikrede sig sejren i Lillebæltshallen onsdag aften:
– ”Det var tydeligt at mærke på holdet, at vi ville det meget mere i kampen med Rumænien, og kunne spille mere frit. Kampen mod Tyrkiet var også vores første kamp efter vi har været samlet, og når vi allesammen kommer fra forskellige klubber, tager det bare noget tid at finde hinanden,” fortæller landsholdsspilleren og fortsætter:
– ”Rent teknisk fik vi også elimineret en del fejl mod Rumænien, og særligt i serven fik vi presset dem rigtig godt, hvilket vi vidste på forhånd var vigtigt for at slå dem. Og så synes jeg også, at Mikkel Hoff spillede en rigtig god kamp!”
Lørdag aften spiller Mads og resten af herrelandsholdet den allersidste hjemmekamp i Lillebæltshallen, når Portugal gæster Middelfart. Ligesom Danmark kommer Portugal med en sejr over Rumænien og et nederlag til Tyrkiet i bagagen. Og selvom Mads ikke lægger skjul på, at det er en hård modstander, der venter holdet, er der ingen tvivl om, at de danske drenge vil gøre alt for at sikre sig turneringens anden sejr:
– ”Portugal er et stærkt hold med mange dygtige og erfarne spillere. Vi ved, at de kommer for at vinde, men vi har mindst lige så meget blod på tanden som dem. Det bliver en kamp med masser af fight. Vi ved, at vi som hold er meget unge og kan svinge meget i niveau, og jeg tror at Portugals bundniveau måske er lidt højere end vores. Men hvis vi lykkes med at bygge på fra kampen mod Rumænien, og vi alle finder vores bedste spil frem, bliver det svært for Portugal at vinde i Lillebæltshallen,” afslutter Mads.
Der er lagt op til et brag af en afslutning på Golden League i Danmark, når Middelfart Kommune, Middelfart Volleyball Klub og Volleyball Danmark endnu engang slår dørene op til landskamp i Lillebæltshallen.
Danmarks program: European Golden League, pulje A
27.05 – 19:00 (DK-tid): Danmark – Tyrkiet: 0-3 (18-25, 21-25, 15-25)
31.05 – 19:00 (DK-tid): Danmark – Rumænien: 3-0 (25-19, 25-23, 25-16)
03.06 – 19:00 (DK-tid): Danmark – Portugal (Lillebæltshallen, Middelfart)
10.06: Portugal – Danmark
14.06: Rumænien – Danmark
17.06: Tyrkiet – Danmark
Saml klubben og opnå store klubrabatter på billetterne
Vil du og dine klubkammerater være med til at støtte de danske volleyballherrer fra lægterne?
Billetsalget til den sidste Golden League kamp i Middelfart er i gang, og der er store besparelser at hente, hvis I samler en stor gruppe fra klubben og koordinerer en vaskeægte klubtur.
Volleyball Danmark tilbyder nemlig særlige priser til landskampe for alle klubber med et klubmedlemsskab i Volleyball Danmark:
- 20-39 billetter: 25% rabat på entré
- 40+ billetter: 50% rabat på entré
Læs mere om de særlige klubpriser, og hvordan I bestiller dem her.
Landskampene er en oplagt mulighed for at vise særligt jeres unge spillere i klubben, hvor langt man faktisk kan komme med volleyball. Samtidig kan landskampene være et socialt arrangement for jeres klubmedlemmer, hvor I hygger jer og giver medlemmer en fed oplevelse sammen.