Hvordan går man fra den spæde idé om at oprette en ny volleyballklub til på 5 år at have 175 aktive medlemmer fordelt på 9 hold? Kom med bag kulissen hos Årets Klub 2022 i Volleyball Danmark – VK Raptus.
Slår man ordet ”raptus” op, bliver man mødt af definitioner som ”bestemt trang, mani, følelse el.lign. der pludselig griber én” og ”anfald af begejstring, henrykkelse eller ophidselse”. Og måske det netop var sådan en raptus, der ramte en gruppe unge fyre i Aarhus, da de i starten af 2018 tog de første spadestik til at etablere en ny volleyballklub. Noget, som for mange kan virke som lidt af en vanvittig idé at kaste sig ud i.
På blot få måneder går grundlæggerne fra idé til handling, og efter timevis af planlægning, ansøgninger til KFUM og KFUK, dialog med kommunen omkring haltider og meget mere, tager VK Raptus form – og så begyndte volleyballeuforien for alvor.
– ”Det var en vild tid. Vildt fantastisk tid”, fortæller Casper Lykkegaard, som var med til at starte klubben op i 2018.
Han fortsætter: ”Vi havde tænkt, at vi blot ville starte et herrehold og et damehold, men til første informationsmøde dukker mere end 40 personer op. Og 2 dage inden første træning er interessen så stor, at vi ender i total panik. Vi kan slet ikke være så mange mennesker i den hal, vi havde booket. Det var nærmest et rumskib, der skulle flyve, inden det var bygget færdigt”.
Men en ny hal blev fundet, og mere end 80 personer dukkede op til klubbens allerførste træning – en vaskeægte successtart for den nye klub i Smilets By.
– ”Hele opstarten var lidt kaotisk, men samtidig lidt som en drøm. Der var kæmpe opbakning til et projekt, som vi ikke selv kendte størrelsen på. At starte Raptus op tog al ens tid i en periode, og selvom det krævede mange timer og hårdt arbejde, så var det uden tvivl det hele værd. For med de mange timer opstod nye venskaber, og det var i bund og grund dét, som det handlede om. At skabe et rum for fællesskab, og det startede fra det første møde og den første træning – det overraskende mig at et fælles tredje kan skabe så stærke bånd så hurtigt”, tilføjer Jakob Hove, klubbens første formand og medgrundlægger.
En af klubbens talrige sociale sammenkomster i deres første sæson. Foto: VK Raptus
Mere end en volleyballklub
Skruer vi tiden frem til i dag, står VK Raptus nu med 175 aktive medlemmer og deltager nu også i Volleyball Danmarks Danmarksturnering med deres to 2. divisionshold. Men VK Raptus’ inspirerende medlemsfremgang er ikke en tilfældighed. Der er nemlig lagt mange tanker og energi i at skabe en klub, der tilbyder mere end bare træninger og kampe.
– ”Jeg tror, at en af nøglerne til hvor vi står nu er, at vi har turdet have en vision om at være mere end en volleyballklub. Den vision kan lyde klichefyldt og som noget værre violinspilleri, men vi siger det, fordi vi mener det. Og vi tror på, at mange kommer netop af den grund. Jeg har ikke fornemmelsen af, at vi har ’stjålet’ dusinvis af medlemmer fra andre klubber, men at vi i stedet har fået ret mange medlemmer, der måske ikke ellers havde spillet volleyball, til at gøre det – netop fordi de også kommer for det fællesskab som også foregår udenfor de 9×9 meter”, forklarer Casper.
Jakob supplerer: ”Jeg tror folk har forstået hvad Raptus handler om. At vi er en klub, som dyrker det sociale på en måske anderledes måde, og at fællesskabet i Raptus er for alle uanset niveau. Vi har været tydelige i kommunikationen, og ved hver sæsonstart har vi inviteret alle nye spillere til introaften, hvor vi har givet en forsmag på Raptus”.
Og det tyder på, at det er en strategi, som virker. Mens klubben har budt flere og flere medlemmer velkomne, stortrives det sociale liv, fællesskabet og ikke mindst frivilligheden stadig i høj grad i klubben takket være dedikerede indsatser og initiativer både på holdniveau, men også på tværs af hele klubben.
– ”I sæson 2 lancerede vi blandt andet ”Mind”, som er aftener, hvor et hold mødes, spiser og lærer hinanden at kende med snakkekort, debat og refleksion. På tværs af hele klubben har vi naturligvis vores klubfester, men også vores ”Til middag hos”, hvor man kort fortalt dukker op på en ukendt adresse og tager til aftensmad hos spillere fra andre hold. Det styrker fællesskabet på tværs af hele klubben, uden at man skal invitere 175 personer til pizza hver gang”, fortæller Casper.
– ”Derudover har vi formået at skabe en frivilligkultur, som har givet genklang. En høj procentsats af spillerne i klubben er frivillige, og ejerskabet bliver dermed delt ud på mange mennesker. Dermed findes der mange repræsentanter for klubben, som fortæller denne historie videre. Det tror jeg, folk gerne vil være en del af”, supplerer Jakob.
Hyttetur for de frivillige i VK Raptus. Foto: VK Raptus
Netop VK Raptus’ tilgang til frivillighed og de sociale aspekter af klublivet er også en af grundene til, at klubben nu kan kalde sig Årets Volleyballklub 2022 i Volleyball Danmark. Ifølge udviklingschef i Volleyball Danmark, Christina Attrup Juhl, har VK Raptus nemlig fået skabt noget ganske unikt.
”Dét, som er særligt imponerende ved VK Raptus er, at de har stor succes med at rekruttere og ikke mindst fastholde en ung målgruppe, som vi jo ellers generelt kæmper med at tiltrække til foreningslivet. Det er et tydeligt eksempel på, at de unge gerne VIL sporten, hvis det sociale fællesskab og tilhørsforholdet også er der. At grundlæggerne af VK Raptus har spottet dette potentiale og på fornemmeste vis etableret en klub med så stærke værdier er en kæmpe gave til volleyball, som vi i Volleyball Danmark finder stor inspiration i”.
3 gode råd
Spørger man Jakob og Casper, har opstarten af VK Raptus – trods timevis af planlægning, koordinering og panikopkald – været både givende og lærerig. Derfor har vi også spurgt de to grundlæggere om at formulere 3 gode råd ud fra deres erfaringer gennem de sidste 5 år, som måske kan inspirere andre klubber i deres arbejde med frivillighed og medlemsvækst.
1) Hvad vil I gerne – NU?
Den første sæson var kaotisk, og vi havde hverken styr på hal eller bolde, men vi havde styr på det vigtigste; hvad vi VILLE med klubben. Det tror vi har draget rigtigt mange – at vi turde sætte ord på, hvorfor vi gør det. Vi har måske i denne sport en tendens til at kigge tilbage til storhedstider, og nostalgi er skønt, men det er heller ikke fedt at føle, at man er en del af noget, der er et stykke fra fordums styrke. Så føler man jo, at man kom for sent til festen. Derfor er det vigtigt at tale om det, der er i gang lige nu. Vis jeres begejstring – storhedstiden er i dag.
2) Invitér folk MED på rejsen:
VK Raptus er mere end 50 unge menneskers i Aarhus store svendestykke. Vi gik i luften, før klubben var “færdig”, og mens vi byggede klubben, og derfor måtte vi i starten invitere en masse med på rejsen, der har en kæmpe ære af Raptus i dag. Mange bød sig til, fordi de kunne mærke, at de var vigtige, fordi DE kunne sætte et aftryk og ikke mindst fordi de kunne mærke begejstringen. Inviter folk MED på jeres rejse og lad være med at bede dem om at ‘give en hånd’ – men bed dem i stedet om at ‘skabe noget med dig.’ Folk bliver ikke draget og rekrutteret, når vi står og siger, at vi ‘mangler hænder’, men folk bliver til gengæld motiverede, når de kan skabe noget, som ikke var til, hvis ikke de var der. Mange tvivler på egne evner, men det vores opgave som klub, at give folk en tro på, at de sagtens kan være træner, festansvarlig eller bestyrelsesmedlem.
3) Vær en god vært
Til vores første trænermøde i sæsonen har første slide i Powerpoint showet overskriften “værtskab”. Det gælder alle frivillige, men særligt trænerne, da de står ansigt til ansigt med spillerne for første gang. Man skal være en god vært! Alle nye skal føle sig velkommen, og der skal så lidt til, før potentielle nye spillere ikke dukker op. Usikkerhed om eget niveau, hvad forventes af mig, passer jeg ind socialt, osv. Spørgsmålene er mange, og i starten består trænerens opgave ikke kun i at træne volleyball, men også at agere vært og være ansigtet ud af til. Hvis man får en god første oplevelse med klubben, så smitter det af på antallet af medlemmer.