Fredag den 03. februar åbner Nordenskov UIF og Marienlyst Fortuna ballet til årets Final4, når de som de to første hold går på banen til Pokalturneringens første semifinaler.
KØB DIN BILLET TIL FINAL4 HER.
Nu kan vi ikke trække den ret meget længere. Om præcis en uge går det løs i Ceres Arena i Aarhus, når medaljerne skal fordeles i årets Pokalturnering. Otte hold skal i aktion, og allerede fredag aften er de første fire hold ude af kapløbet om trofæet og titlen – for det er knald eller fald, når semifinalernes skal afgøres.
Og blandt de sidste der skal i ilden fredag aften, er de tre aarhusianske søstre Emilie, Frederikke og Caroline Stenholt Krogh, som i endnu en sæson står side om side på banen for ASV Elite. Sidst årets hjemmebanehold var i aktion til Final4 var i 2020, hvor det blev til en sølvmedalje efter holdet, tabte til Holte IF i finalen. Anfører og storesøster Emilie Stenholt Krogh vurderer dog, at ASV Elite, der lige nu indtager Volleyligaens 1. plads, har gode chancer for at komme helt til tops denne gang:
– ”Vi er et godt, rutineret og formstærkt hold. Vores brede trup, som rummer forskellige nødvendige kvaliteter, ser jeg som en af holdets absolutte forcer. Vi går altid på banen med en tro på at vi kan vinde, og denne gang er ikke en undtagelse. Vi er klar til at give det altid engagerede hjemmebanepublikum i Aarhus en guldmedalje,” siger Aarhus-anføreren.
Og stærke hold, det møder ASV Elite. For allerede i fredagens semifinale står hjemmeholdet overfor Holte IF, som udover at snuppe guldmedaljen lige foran næsen på Aarhus-holdet i 2020, er ubesejret i Volleyligaen. Emilie og resten af ASV-truppen kan dog have et lille es i ærmet, da en gammel kending vender hjem til Aarhus i årets pokalsemifinale. I sommeren 2022 tog landsholdslibero, Ditte Kjær Hansen, nemlig skiftet fra ASV Elite til Holte IF efter flere sæsoner i den østjyske klub. Der hersker derfor ingen tvivl om, at flere af spillerne i fredagens sidste semifinale kender hinandens styrker og svagheder særdeles godt. Den tidligere Aarhus-spiller, Ditte Kjær Hansen, glæder sig dog mest af alt til at indtræde banerne i Ceres Arena igen – selvom det bliver specielt
– ” Jeg tror det bliver specielt at komme tilbage til et sted, hvor jeg har brugt utrolig mange timer i hallen. At det er mit gamle hold, på den anden side af nettet, gør, at vi kender hinandens styrker og svagheder bedre og lysten til at vinde bliver intensiveret en smule. Vi vil gøre vores ypperste for, at guldet ikke kommer til Aarhus i denne omgang. ASV skal under alle omstændigheder præstere deres bedste for at slå os. Det bliver uden tvivl et brag af en kamp som tilskuerne kan se frem til,” fortæller Ditte.
I den sorte og hvide ASV-spillertrøje stod Ditte sidst på banen ved Final4 i 2020, og den erfarende libero husker tydeligt stemningen i hallen og opbakningen fra tilskuerne – noget hun i den grad ser frem til at opleve igen:
– ”Sidst jeg spillede Final4 i Aarhus var det med et veloplagt publikum i ryggen, der i den grad boostede vores spil i semifinalen mod Gentofte. Jeg glæder mig til at opleve den stemning i hallen igen, også selvom størstedelen af tilskuerne nok ikke holder så meget med mit hold denne gang,” afslutter Ditte.
Du kan opleve Ditte, Emilie og en masse andre af Danmarks allerbedste volleyballspillere til Final4 i Aarhus den 3. og 4. februar, når Pokalturneringen skal afgøres i Ceres Arena.
KØB DIN BILLET TIL FINAL4 HER.
Kampprogram, Semifinaler:
03.02 – 13:00: Nordenskov UIF – Marienlyst Fortuna
03.02 – 15:00: VK Vestsjælland – Gentofte Volley
03.02 – 17:00: DHV Odense – Brøndby VK
03.02 – 19:00: ASV Elite – Holte IF
Kampprogram, Medaljekampe:
04.02 – 09:00: Bronzekamp, Herrer
04.02 – 11:00: Bronzekamp, Kvinder
04.02 – 12:30: Finale, Herrer
04.02 – 15:00: Finale, Kvinder
Hvor ser jeg kampene?
KØB DIN BILLET TIL FINAL4 HER.
Kampene er selvfølgelig allerfedest at se i hallen, og du kan stadig nå at købe din billet.
MEN, har du ikke mulighed for at komme i hallen, kan du se alle semifinalerne fredag den 3. februar på Volleyball Danmarks YouTube-kanal samt finalerne lørdag den 4. februar på SPORT LIVE.
SPORT LIVE kan ses af over en halv million danske husstande og distribueres via YouSee, YouTv, Waoo, Stofa, Norlys, Allente og lokale antenneforeninger. Derudover er kanalen inkluderet i digitale abonnementer på udgivelser under Jysk Fynske Medier – måske du allerede har det, uden at vide det?
Find hele oversigten over SPORT LIVE’s udbydere lige her.