Her er de nominerede til Årets Danske Volleyballspiller 2022

Vi skal til det igen! Årets danske Volleyballspiller 2022 skal kåres, og efter flere års fravær på grund af corona-krisen skal priserne endelig uddeles igen til et brag af en fest til Dansk Volleyball Award 2023. En dansk spiller, der i løbet af året har leveret stærke præstationer for sin klub og/eller landshold kunne meget vel…

:


Vi skal til det igen! Årets danske Volleyballspiller 2022 skal kåres, og efter flere års fravær på grund af corona-krisen skal priserne endelig uddeles igen til et brag af en fest til Dansk Volleyball Award 2023.

En dansk spiller, der i løbet af året har leveret stærke præstationer for sin klub og/eller landshold kunne meget vel lyde som opskriften på Årets Danske Volleyballspiller 2022. Årets volleyballspiller kåres blandt aktive danske spillere det sidste kalenderår, både danske spillere i Volleyligaen og danske spillere i udlandet. Dette års tre kandidater (for hvert køn) er blevet indstillet af landstrænerne for henholdsvis kvinde- og herrelandsholdet samt Sportschef i Volleyball Danmark.
Her er de nominerede til Årets Danske Volleyballspiller 2022:

Årets Danske Volleyballspiller 2022 – Kvinder

Nora Møllgaard (Holte IF)
Ingen Holte IF uden Nora Møllgaard, og sådan så det heldigvis også ud i 2022. Sammen med resten af klubholdet sikrede Nora sig finalepladser i både Pokal- og Danmarksturneringen, men måtte desværre begge gange se sig slået af rivalerne fra Brøndby VK og nøjes med to sølvmedaljer. Også i landsholdstrøjen var Nora at finde på banen, da kvindelandsholdet spillede EM-kvalifikationskampe i august 2022. Trods en stærk fight på banen, blev det kun til en enkelt sejr for det danske landshold, der desværre missede billetten til EM-slutrunden i 2023. Sejre spillede Holte-profilen sig dog til i 2022 sidste måneder, hvor Volleyligaholdet tog hul på den europæiske turnering, CEV Challenge Cup. Lige inden juleferien sikrede Holte IF sig nemlig en historisk plads i 1/8-finalene efter et par fantastiske kampe af blandt andet Holte IF-anføreren.

Mette Breuning Nielsen (Brøndby VK)
Mette Breuning fik en fantastisk start på 2022. Året var kun en måned gammelt, da den rutinerede Brøndby VK-anfører kunne løfte årets første trofæ og, sammen med resten af klubholdet, lade sig hylde som årets Pokalmestre. Kun få måneder senere stod Mette i endnu en finaleserie, da Danmarksturneringen skulle afgøres. Og selvom det efter de to første kampe så ud til, at de gule og blå denne gang måtte nøjes med en sølvmedalje, leverede Brøndby VK og Mette Breuning et vanvittigt comeback og stod til sidst med guldmedaljen om halsen og endnu en titel i 2022. Udover titlen som dansk mester, kom Mette ligeledes på Årets Hold efter en fantastisk sæson på centerpladsen. I august 2022 blev den gule og blå trøje udskiftet med en rød og hvid, da Mette var en del af truppen til EM-kvalifikationskampene. Seks kampe blev det til for den erfarende landsholdscenter, der var fast spiller på banen under kvalifikationskampene.

Amalie Jørgensen (Tchalou Volley, Belgien)
2022 blev året, hvor Amalie Jørgensen tog hul på sin anden sæson som udenlandsprofessionel i Belgien. Sammen med klubholdet, Tchalou Volley, skulle Amalie jagte samme og endnu bedre resultater i den nye sæson, som holdet fik tilkæmpet sig sæsonen forinden, hvor det blandet andet blev til en kvartfinaleplads i den belgiske Pokalturnering. Amalie fik for alvor spillet sig ind på det belgiske klubhold i 2022, hvor hun er blevet en fast spiller på banen. Også i Danmark har Amalie i det forgangne år gjort sig bemærket, når landsholdscenteren er trukket i den rød/hvide trøje. Den unge volleyballspiller var nemlig en del af landsholdstruppen under EM-kvalifikationen i august 2022, som bød på tre hjemmebanekampe og tre udebanekampe mod Spanien, Slovakiet og Letland. Landsholdsprofilen var blandt andet med, da det danske kvindelandshold spillede foran mere end 5000 mennesker i Spanien. 

Årets Danske Volleyballspiller 2022 – Herrer

Axel Jacobsen (Panathinaikos AC Athens, Grækenland)
Intet herrelandshold uden den danske landsholdsanfører Axel Jacobsen. Igen i år er den erfarende hæver nomineret i kategorien Årets Danske Volleyballspiller for sine præstationer på det danske herrelandsholds og for klubholdet Panathinaikos AC Athens. Og det er ikke så lidt, at den rutinerede volleyballspiller kan se tilbage på i 2022. Med sit græske klubhold endte Axel nemlig øverst på podiet i League Cup og kunne sidst på sæsonen løfte det store trofæ og kalde sig græsk mester. Som om det ikke var nok, blev den danske landsholdsprofil kåret som sæsonensMost Valuable Player i den græske liga. Også med landsholdet blev der opnået historiske resultater. Axel var nemlig en del af landsholdstruppen, da Danmarks herrelandshold kvalificerede sig til EM-slutrunden i 2023. 

Oskar Kjerstein Madsen (C. S. Arcada Galati, Rumænien)
Efter tre sæsoner i franske Spacers Toulouse Volley skrev landsholdsspiller, Oskar Kjerstein Madsen, i sommeren 2022, kontrakt med rumænske C. S. Arcada Galati, og fik allerede i efteråret debut i Champions League med sit nye klubhold. For den 22-årige landsholdskant, der allerede har +30 landskampe på CV’et, må EM-kvalifikationen i august 2022 dog være en af volleyballkarrierens største højdepunkter. Oskar var nemlig en del af landsholdstruppen, og en afgørende profil på banen, da det danske herrelandshold helt historisk kvalificerede sig til Europamesterskaberne i 2023. Forinden havde den unge landsholdsspiller ligeledes deltaget i European Golden League med herrelandsholdet, hvor Oskar i den grad gjorde sig bemærket på kanten, og blev kåret som kampens spiller i opgøret mod Spanien. 

Tobias Houghs Kjær (Caruur Volley Gent, Belgien)
Tobias Houghs Kjær har i den grad nogle resultater at se tilbage på i 2022 – både som landsholdsspiller og i klubbenCaruur Volley Gent. I sin tredje sæson i den belgiske klub Caruur Volley Gent skrev Tobias og resten af holdet klubhistorie, da det blev til en finalesejr i den belgiske Pokalturnering, som sikrede holdet pladsen øverst på skamlen og det store trofæ. I landsholdsregi har den 23-årige kant i særdeleshed også gjort sig bemærket – blandt andet med sine utallige servees. Den unge landsholdsspiller var fast spiller på banen, da Danmarks tilbage i august leverede en fantastisk EM-kvalifikation, der først bød på en hjemmebanesejr over verdensranglistens nummer 14, Tyrkiet, og efterfølgende en historisk billet til EM i 2023.

Vinderne af Årets Danske Volleyballspiller bliver fundet ved en afstemning udsendt til alle danske spillere i Danmarksturneringen og i udlandet, og den endelige kåring sker ved årets Volleyball Award i Aarhus, som bliver afviklet lørdag den 4. februar 2023. Skal du med, når vi kårer årets danske profiler, så køb DIN BILLET til Volleyball Award 2022 allerede nu.

Del nyhed

LÆS OGSÅ