Så blev det afgjort! Det danske herrelandshold tager hul på EM-slutrunden i Skopje, hvor holdet møder Montenegro, Polen, Holland, Tjekkiet og værtsnationen fra Nordmakedonien i pulje C.
Den 20. august 2022 skrev danske herrelandshold i volleyball historie, ved at kvalificere sig til den første EM-slutrunde nogensinde. Her, næsten tre måneder efter, er det endelig blevet afgjort, hvem Danmark møder, når holdet tager hul på EM i 2023.
Onsdag blev ikke en helt almindelig dag på kontoret for hele Volleyball Danmark. I Napoli i Italien, godt 2100 kilometer fra den danske grænse var det nemlig tid til at få gang i bowlerne, og sat navn og lande på de seks puljer, der skal spille om titlen som Europamestre i 2023.
Med fire værtsnationer var det, forinden lodtrækningen, endnu uvist om den danske stab skulle indlede den allerførste EM-slutrunde i Italien, Nordmakedonien, Bulgarien eller Israel – men Danmark endte i Skopje.
Som det næstsidste land til at blive trukket op af bowlerne, endte Danmark i pulje C, hvor holdet altså møder Montenegro, Polen, Holland, Tjekkiet og værtsnationen fra Nordmakedonien. Landstræner Kristian Knudsen satte ord på Danmarks pulje umiddelbart efter lodtrækningen:
– ”Det er ikke den nemmeste pulje vi er havnet i, og jeg ser Polen, som puljens klare favoritter. Men jeg synes vi kan tage det med, at der er hold som Nordmakedonien og Montenegro, som vi har slået før, og det håber jeg vi kan igen, hvis vi spiller op til vores niveau – selvom det bliver svært at spille mod Nordmakedonien i Nordmakedonien,” fortæller landstræneren og fortsætter:
– ”Det er jo fedt at spille til sådan en slutrunde, hvor vi spiller mod nogle af Europas bedste hold. Vi møder blandt andet også Holland og Tjekkiet, som spiller på et rigtig højt niveau. Så vi skal ud og se, om vi kan slå Montenegro og Nordmakedonien, og dermed komme videre fra puljen – det er helt sikkert mit personlige mål, og det synes jeg ville være et sindssyg flot resultat,” afslutter Kristian.
Herrernes EM-slutrunde spilles i perioden 28. august til 16. september 2023. Find mere information om EuroVolley 2023 her.