De to purunge danske beachvolleyballtalenter Andreas Brinck og Hjalmer Elmbæk Madsen har i den forgangne uge storspillet sig igennem U18 europamesterskaberne i beachvolleyball i Grækenland, som de søndag aften afsluttede med et sæt funklende sølvmedaljer om halsen.
Forestil dig, at du for første gang i dit liv står i en international slutrunde i beachvolleyball. Tilføj så en bagende græsk sol, 30+ grader og ulideligt varmt sand, der ikke lige frem inviterer til vilde redninger. Svære præmisser for at vise sit bedste spil frem, men det var ikke desto mindre dét, Andreas Brinck (årgang 2006) og Hjalmer Elmbæk Madsen (årgang 2005) netop gjorde.
De to unge stjerneskud bragede nemlig igennem til deres første ungdoms EM, hvor de gang på gang leverede utrolige præstationer på banen med den ene sejr efter den anden. Først søndag aften sluttede deres sejrstogt, hvor de i U18 EM-finalen tabte til de velspillende lettere Fokerots/Auzins. Dermed endte Danmark på en imponerende andenplads og med sølvmedaljer om halsen, som det blot tredje danske ungdomslandshold nogensinde (Kaszas/Kaszas i 2010, Windeleff/Bisgaard i 2022).
– ”Jeg er virkelig glad og taknemmelig, og er også meget stolt af os – men lige nu føler jeg mig også sådan lidt tom indeni fordi det er ovre, men det er ikke på en dårlig måde,” forklarer Andreas Brinck dagen efter turneringen, mens makkeren Hjalmer Elmbæk Madsen tilføjer:
– ” Det har været den vildeste rejse gennem turneringen, og en oplevelse jeg nok aldrig vil glemme. Vi har lært en masse nyt om beachvolley, men også om os selv når vi har stået i de svære situationer. I løbet af turneringen har det været svært ikke at kunne være tilfreds med den måde vi har spillet på, og nervøsiteten og spænding har da også præget os hele turneringen igennem. Men så spiller vi bare med nerverne i stedet for at modarbejde dem”.
Hos den danske ungdomslandsholdstræner, Martin Trans Hansen, er stoltheden over resultatet og drengenes præstation i sandet også let at spore.
– “Vi gik ind til hver kamp med troen på vores eget koncept og med meget lidt fokus på hvad, vores modstandere kom med. Vi havde fokus på at være aggressive og modige når chancen var til det og samtidig tålmodige når vi var i mindre gode situationer. Drengene har arbejdet på en meget moderne spillestil med hurtigt angrebsspil og varierende og anderledes blok/forsvars ageren. Det har vist sig effektiv, da det presser vores modstandere til at gætte og skabe utryghed hos dem. Udover det har vi haft et højt servepres kombineret med taktiske server, der ødelægger vores modstanders rytme”, fortæller han om drengenes succes.
– “Det mest imponerende ved disse drenge er dog ikke deres spilmæssige niveau, men mest af alt deres særdeles høje mentale stabilitet på banen. De har en modenhed over deres psyke som sjældent er set i den aldersgruppe. En formåen til at kunne lægge en fejl bag sig og gå ind med aggressivitet og modighed på de næste berøringer. Om de er bagud med 5 eller foran med 5, har de haft en sund kommunikation og troen på egne evner. Selv når de var presset til det yderste, fandt de energien til at ville vinde en bold ad gangen, og det er især dét der gør dem til vice-europamestre!”, afslutter træneren.
Danmark var i pigernes turnering også repræsenteret af Mille Bassøe og Mille Maxwell, der også spillede deres første turnering sammen og endte på en samlet 25. plads.
Resultater U18 drenge:
04.09: Finale: Letland – Danmark: 2-0 (21-15, 21-18)
04.09: Semifinale: Danmark – Polen: 2-1 (16-21, 21-15, 15-10)
03.09: ¼-finale: Danmark – Sverige: 2-0 (21-18, 21-12)
03.09: 1/8-finale: Danmark – Grækenland: 2-0 (21-14, 21-18)
02.09: Puljekamp: Danmark – Holland: 2-1 (21-14, 22-24, 15-10)
02.09: Puljekamp: Slovakiet – Danmark: 0-2 (10-21, 12-21)
01.09: Puljekamp: Israel – Danmark: 0-2 (16-21, 8-21)
Resultater U18 piger:
03.09: Placeringskamp: Danmark – Kroatien: 2-1 (21-13, 12-21, 15-10)
02.09: Puljekamp: Grækenland – Danmark: 2-0 (21-15, 21-15)
01.09: Puljekamp: Danmark-Portugal: 1-2 (25-23, 18-21, 14-16)
01.09: Puljekamp: Danmark-Frankrig: 0-2 (11-21, 13-21)