Det danske kvindelandshold i volleyball tog lørdag eftermiddag hul på deres EM-kvalifikation mod puljefavoritterne fra Spanien. I en hård kamp mod en stærkt spansk trup formåede de danske kvinder at holde både humøret og koncentrationsniveauet højt.
EM-kvalifikation, pulje E:
Danmark-Spanien: 0-3 (17-25, 16-25, 19-25)
I første sæt kom Spanien hurtigt foran med 2-3 point. Den føring udbyggede de rutinerede spanske spillere midtvejs i sættet. Her fik Spanien med en række gode server presset den danske modtagning. Det gjorde svært for danskerne at komme godt til angreb og score point. Sættet sluttede 25-17 til Spanien.
I andet sæt kom Spanien igen godt fra start. Den danske modtagning fik bedre fat i løbet af sættet, og ved 8-12 fik Helena Elbæk hamret et stærkt angreb i gulvet. Herefter fik Danmark kortvarigt lidt momentum hjulpet lidt på vej af spansk frustration over enkelte dommerkendelser. Spanierne lykkedes dog med at komme tilbage på sporet godt hjulpet på vej af mange effektive angreb over midten fra Lucia Varela på 197 cm. Spanien vandt sættet 25-16.
Tredje sæt startede desværre for Danmark som de to foregående. Spanien kom hurtigt på 7-2. Danmark åd lidt af den spanske føring først med gode server af Caroline Krogh og dernæst af Mikala Mogensen. Spanien fandt hurtigt tilbage til deres effektive spil og kom på 16-9. Til Trods for en række gode centerangreb ved Amalie Jørgensen, en monsterblok af Mette Breuning og generelt bedre dansk spil i dette sæt tog Spanien sættet 25-19.
– “Spanien er et virkelig sammenspillet hold, og det kan vi virkelig godt se. Men vi formår at holde koncentrationen omkring servemodtagningen under hele kampen, og det synes jeg vi skal tage med fra kampen i dag,” fortæller landsholdskant Mikala Maria Mogensen.
De danske volleyballkvinder skal nu på farten, hvor de møder Letland og Slovakiet på udebane før de vender hjem til to landskampe i Spar Nord Arena Køge i starten af september. KØB DIN BILLET HER.
Danmarks program: E-Kvalifikation, Pulje E
20.08 – 16:30: Danmark – Spanien: 0-3 (17-25, 16-25, 19-25)
24.08 – 18:30 (DK-tid): Letland – Danmark
27.08 – 18:00: Slovakiet – Danmark
04.09 – 17:00: Danmark – Slovakiet (Spar Nord Arena, Køge)
07.09 – 18:00: Danmark – Letland (Spar Nord Arena, Køge)
11.09 – 17:00: Spanien – Danmark
Læs mere og det danske kvindelandshold her.