Den danske stjerneduo i beachvolleyball, Clara Bernberg Windeleff og Sofia Nørager Bisgaard, afslutter en historisk dansk deltagelse ved EM i beachvolleyball i München med en samlet 9. plads. Duoen spillede 1/8-finale sent torsdag aften, som de tabte til de forsvarende mestre fra Schweiz.
For første gang nogensinde var Danmark repræsenteret med et kvindehold ved europamesterskaberne i beachvolleyball, som bliver afviklet i München i denne uge. Clara Bernberg Windeleff og Sofia Nørager Bisgaard har blandt andet en U20 EM-bronze, U22 EM-sølv og en samlet 5. plads ved U19 VM med i bagagen, men det var således første gang, at de to talentfulde spillere trådte ind på den helt store scene.
Den danske duo fik da også markeret sig i turneringen og nåede sensationelt 1/8-finalen, som de sent torsdag aften skulle spille på Centre Court mod de forsvarende europamestre fra Schweiz Brunner/Hüberli. Kampen endte 2-0 (21-15, 21-16) til de toprutinerede schweizere, som dog i store perioder af kampen måtte kæmpe hårdt for at få pointene i hus mod de danske talenter.
– ”Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi skulle stå i en 1/8-finale til EM i går, og selvom vi tabte, er vi utroligt glade for at være nået så langt og tage en 9. plads med hjem. Det føles virkelig fedt at kunne vise, at vores spil godt kan virke mod så dygtige hold, som vi har set op til og gerne vil måle os med”, fortæller Clara Bernberg Windeleff morgenen efter den store kamp.
– ”Det har været en kæmpestor oplevelse at deltage til EM med stort setup, mediedækning, mange tilskuere, osv. Inden turneringen havde vi snakket med vores gode team omkring os om, at vi skulle nyde det, at det var ok at blive nervøse og tage det hele ind – og det lykkedes os rigtigt godt. Så stemningen omkring turneringen og til kampene gav os helt sikkert et kæmpe boost, ikke mindst fordi vi havde et stort heppekor med fra Danmark som gav os de sidste 10% ekstra. Vi går herfra med selvtillid og en masse motivation på at knokle videre.” afslutter hun.
Den danske duos præstation ved deres første senior EM vækker naturligvis også begejstring hos landstræner Martin Olesen, som især har været spændt på at teste spillernes niveau mod Europas bedste spillere.
– ”Jeg er utroligt stolt af spillerne. At opnå en 9. plads til et EM blot et år efter vi for alvor startede dette projekt er så imponerende. Samtidig har turneringen her været en stor bekræftelse på, at vi har gjort og gør de rigtige ting i træningen. I stedet for at deltage i en masse stævner, har vi set et behov for at arbejde utroligt målrettet og til tider meget isoleret med at udvikle spillernes basale færdigheder. Vi skulle med andre ord have flere værktøjer i værktøjskassen, som der er nødvendige når man spiller mod de bedre hold. Så det er rart at se, at dén plan har virket og at vi fortsætter kurven for spillernes udvikling”, fortæller landstræneren og fortsætter:
– ”Nu er vi så et sted, hvor vi har knoklet hårdt på detaljerne, og så skal vi ud og eksponeres. Allerede i denne turnering mødte vi to af Europas allerbedste hold og blev klogere på, hvad der skal til for at vi kan følge med næste gang. Og i de kommende måneder kommer vi til at planlægge og prioritere deltagelse i flere stævner, så vi får endnu mere kamperfaring og bygger mere på.”
Windeleff/Bisgaard skal allerede i aktion i næste uge, hvor de skal spille en Future-turnering på Beach Pro Tour i Baden.
De danske herrespillere Jacob Stein Brinck og Kristoffer Abell deltog også ved EM i München. De danske herrer lagde stærkt ud med en uhyre tæt kamp mod tyske Ehlers/Wickler i første puljekamp, som desværre endte med et 1-2 nederlag. Herefter blev et nederlag til hollandske Immers/Boermans Danmarks exit.