Det er mere end et år siden, at kvindelandsholdet sidst var samlet. Nu er de 14 spillere dog trukket i landsholdstøjet igen, for inden længe skal der spilles om en EM-billet.
Der har været rift om banerne i Idrættens Hus den seneste uges tid. For mens herrelandsholdet er i fuld gang med EM-kvalifikationen, har kvindelandsholdet så småt taget hul på de allersidste forberedelser til deres EM-kvalifikationskampe, som holdet tager hul på lørdag den 20. august i Lillebæltshallen i Middelfart.
Cheftræner, Sven-Erik Borch Lauridsen, har udtaget en god blanding af erfarende landsholdsspillere og debutanter. Landstræneren er dog overbevist om, at det er de helt rigtige spillere til at spille Danmark til en EM-billet:
”Det er et rigtig kraftfuldt hold! Det er store og stærke kvinder på alle positioner, der virkelig kan give den gas,” fortæller landstræneren og fortsætter ”vi er gode til at modtage, og vi er rigtig gode til at angribe, så det er der vi virkelig skal lægge vores kræfter. For kan vi få bolden op til vores hæver, der kan tage nogle gode beslutninger, så er vi et rigtig godt sted,” afslutter han.
Vejen til EM kræver masser af kræfter fra det danske landshold, der er havnet i pulje med Spanien, Letland og Slovakiet. Kvindelandsholdet møder Spanien i åbningskampen i Danmark, hvor alt skal sættes ind for at få en god start på kvalifikationen. Her er de 14 spillere, der skal sikre Danmark EM-billetten.
DANMARKS BRUTTOTRUP
Hæver
Caroline Stenholt Krogh, ASV Elite
Rikke Glargaard Christensen, Lyngby-Gladsaxe
Libero
Ditte Kjær Hansen, Holte IF
Isabella Hegelund Nielsen, Brøndby VK
Center
Amalie Jørgensen, Tchalou Volley Belgium
Amalie Lachenmeier, Holte IF
Mette Breuning, Brøndby VK
Diagonal
Emma Stevnsborg, Holte IF
Helena Elbæk, Lentiskerho
Kant
Frederikke Stenholt Krogh, ASV Elite
Frida Brinck, Holte IF
Mikala Maria Mogensen, USC Münster
Nora Møllgaard, Holte IF
Sille Slott Hansen, Holte IF
Trænerteam
Sven-Erik Borch Lauridsen, Cheftræner
Mikael Hauge, Assisterende Træner
Simon Kamp Danielsen, Scout
Allan Hamann Kjær, Fysioterapeut
Anne Mette Lykkeberg, Team Manager
Danmarks program: E-Kvalifikation, Pulje E
20.08 – 16:30: Danmark – Spanien (Lillebæltshallen)
24.08 – 18:30 (DK-tid): Letland – Danmark
27.08 – 18:00: Slovakiet – Danmark
04.09 – 17:00: Danmark – Slovakiet (Spar Nord Arena, Køge)
07.09 – 18:00: Danmark – Letland (Spar Nord Arena, Køge)
11.09 – 17:00: Spanien – Danmark
Støt landsholdene, når der er EM-kvalifikationskampe på hjemmebane. I midten af august indtager de danske volleyballlandshold Lillebæltshallen i Middelfart, i et ambitiøst samarbejde mellem Middelfart Kommune, Volleyball Danmark og det lokale anker Middelfart Volleyball Klub. KØB DIN BILLET HER.
Læs mere om kvindelandsholdet her.