Det danske herrelandshold i volleyball spillede lørdag aften endnu et uhyre tæt opgør mod Ukraine i European golden League, som desværre endnu engang endte i et knebent 2-3 nederlag.
European Golden League, Pulje B
Danmark-Ukraine: 2-3 (20-25, 25-20, 20-25, 25-23, 12-15)
Med fredagens sejr over Danmark, var Ukraine sikret førstepladsen i pulje B. Men der var stadig masser af fight i de to hold, som atter gav hinanden kamp til stregen i endnu en intens femsætter. Danmark kæmpede bravt kampen igennem, men måtte i sidste ende endnu engang gå fra banen med et nederlag i kampens sidste sekunder.
De danske gutter har dermed ikke længere en chance for at kvalificere sig til turneringens Final4, men Danmark skal stadig kæmpe for en fortsat plads i European Golden League. Derfor bliver Danmarks sidste to kampe uhyre vigtige. Første opgave er mod Kroatien i endnu en hjemmebanekamp i Gentofte Sportspark onsdag den 08. juni kl. 18:00.
Kampens spiller fra Danmark blev Rasmus Breuning, som sikrede hele 31 point for Danmark.
Kampen sæt for sæt
Ukraine havde ændret på startopstillingen fra gårsdagens opgør, mens Danmark stillede man samme starter undtagen et skift på hæverpositionen, hvor Mikkel Hoff var inde i stedet for anfører Axel Jacobsen. De to hold fulgtes tæt fra start, men Ukraine begyndte stille og rolig at trække fra og holdt forspringet til sætsejr på 20-25
Andet sæt startede igen tæt, men denne fik Danmark et lille forspring anført af Tobias Kjær i serven. Det skabte momentum på dansk side, hvor der igen kom godt tryk på angrebene, især hos diagonal Rasmus Breuning, der også stod for vinderangrebet i sætbolden til 25-20.
Danmark fortsatte de gode takter ind i tredje sæt, hvor de igen dominerede med et stærkt servepres, der lagde en dæmper på det ukrainske angreb. Ukraine fik dog kæmpet sig tilbage i kampen, og ved 18-18 var der atter kontakt. Herfra trak de ukrainske tropper fra med en stærk serveserie af #10 Yurii Semeniuk, som sikrede sætsejr til 20-25.
De danske tropper lod sig ikke kue, og spillede fra starten af 4. sæt igen lige op med Ukraine. De to hold fulgte hinanden point for point sættet igennem, og ingen af holdene vil give efter. Danmark kom først til sætbold ved 24-22, men Ukraine overlevede den første sætbold, hvorefter Rasmus Breuning hamrede bolden ned til dansk sætsejr 25-23, som skaffede holdet et femte sæt.
Det skabte gejst hos de danske tropper og hos publikum på lægterne, og femte sæt blev da også en nervepirrende tæt affære med flotte aktioner på begge sider af nettet. Som en gentagelse af gårsdagens kamp, havde Ukraine de sidste procenter da det gjaldt, og afgjorde sættet 12-15.
Danmarks program: European Golden League, pulje B
25.05 – 18:30: Danmark – Spanien: 2-3 (25-19, 17-25, 25-22, 22-25, 10-15)
28.05 – 19:30: Kroatien – Danmark: 3-0 (25-20, 25-21, 25-20)
03.06 – 18:00: Ukraine – Danmark: 3-2 (26-24, 15-25, 25-23, 19-25, 15-11)
04.06 – 18:00: Danmark – Ukraine: 2-3 (20-25, 25-20, 20-25, 25-23, 12-15)
08.06 – 18:00: Danmark – Kroatien (Gentoftehallen)
12.06 – 19:00: Spanien – Danmark