Herrelandsholdet i volleyball tog fredag aften hul på første af to opgør mod Ukraine, der grundet krigen i hjemlandet havde ”hjemmebane i Gentoftehallen. Efter en maratondyst af kaliber endte kampen med en Ukrainsk 3-2 sejr.
European Golden League, Pulje B
Ukraine-Danmark: 3-2 (26-24, 15-25, 25-23, 19-25, 15-11)
Danmark stod over for en på papiret utrolig svær opgave mod det Ukrainske tophold, som inden fredagens opgør var ubesejret i pulje B. Det var dog ikke til at bemærke hos de danske tropper, som gik ganske uimponeret til opgaven med stor kampgejst og skyhøjt tryk på servekanonerne. I en utrolig velspillet kamp formåede Danmark at presse puljefavoritterne til det yderste, men måtte til sidst overgive sejren til Ukraine i femte sæt.
-”Vi spiller på det højeste niveau, vi har gjort i år – og faktisk vil jeg også sige, at det som minimum tangerer det niveau, vi spillede på, da vi vandt sidste år. Vi får bevist, at når vi rammer vores serveniveau, som vi gør i dag, så kan vi håndtere hold i denne kaliber, og det er der virkelig meget potentiale i”, fortæller landstræner Kristian Knudsen efter kampen.
Heldigvis har Danmark endnu en chance allerede i morgen, hvor de to hold møder hinanden igen – denne gang med Danmark som officielt hjemmehold. Kampen spilles igen kl. 18:00 i Gentoftehallen og vises også på Sport Live.
Kampens spiller fra Danmark blev Tobias Kjær, som fik flest stemmer blandt publikum.
Kampen sæt for sæt
De to hold fulgte hinanden tæt fra start og publikum blev sættet igennem forkælet med flere flotte serveesser, intens fight og stenhårde angreb fra begge lejre. Mod slutningen af sættet var den danske diagonal Rasmus Breuning ikke til at skyde igennem, og sikrede flere vigtige point til Danmark. I sidste ende var det desværre ikke nok, og Ukraine havde de sidste marginaler med sig til sætsejr 26-24.
Danmark lod sig dog ikke kue, og kom bedst ud af starthullerne i andet sæt. Et tårnhøjt dansk servepres anført af Rasmus Breuning, Tobias Kjær og Oskar Madsen tog brodden af det ukrainske angrebstryk, og Danmark kunne spille i fuld kontrol sættet igennem. De ukrainske tropper kom aldrig rigtigt til fadet, og Danmark vandt således andet sæt overbevisende med 15-25.
De danske servekanoner var stadig i hopla fra starten af tredje sæt, som gav Danmark endnu en god start. Denne gang svarede Ukraine dog igen, og fra 13-13 var sættet helt lige igen. Mod slutningen af sættet trykkede de ukrainske tropper på speederen med anfører #5 Oleh Plotnytskyi i front på pointtavlen, og efter en spændende afslutning på sættet fik Ukraine hivet de sidste point hjem til 25-23.
Fjerde sæt var endnu engang tæt fra start, men denne gang med en smal Ukrainsk føring. Danmark kom dog hurtigt efter det og svarede igen med en stribe flotte aktioner anført af Oskar Madsen i serven. Det skabte momentum på den danske side, der igen diskede op med flotte aktioner til sætsejr 19-25.
Og så var femte sæt en realitet. Ukraine tog teten fra start dog med Danmark tæt på. Til sidst trak de ukrainske tropper dog fra og afgjorde kampen 15-11 i femte sæt.
Danmarks program: European Golden League, pulje B
25.05 – 18:30: Danmark – Spanien: 2-3 (25-19, 17-25, 25-22, 22-25, 10-15)
28.05 – 19:30: Kroatien – Danmark: 3-0 (25-20, 25-21, 25-20)
03.06 – 18:00: Ukraine – Danmark: 3-2 (26-24, 15-25, 25-23, 19-25, 15-11)
04.06 – 18:00: Danmark – Ukraine (Gentoftehallen)
08.06 – 18:00: Danmark – Kroatien (Gentoftehallen)
12.06 – 19:00: Spanien – Danmark