Bittert dansk nederlag i Golden League debut

I en kamp der havde det hele undtagen en lykkelig dansk slutning, fik Danmarks herrelandshold i volleyball onsdag aften taget hul på deres historiske deltagelse i European Golden League med manér. Foran et veloplagt hjemmepublikum spillede Danmark en vaskeægte femsætsgyser mod Spanien, der desværre endte med et bittert dansk nederlag på 2-3 i sæt. European…

| Flemming Patulski Nielsen

:


I en kamp der havde det hele undtagen en lykkelig dansk slutning, fik Danmarks herrelandshold i volleyball onsdag aften taget hul på deres historiske deltagelse i European Golden League med manér. Foran et veloplagt hjemmepublikum spillede Danmark en vaskeægte femsætsgyser mod Spanien, der desværre endte med et bittert dansk nederlag på 2-3 i sæt.

European Golden League, Pulje B
Danmark-Spanien: 2-3 (25-19, 17-25, 25-22, 22-25, 10-15)

Danmark fik en drømmestart på deres Golden League debut, hvor de med stærk opbakning fra et veloplagt hjemmepublikum lagde ud med at slå godt og grundigt hul på de spanske blokader og med bulder og brag fik sikret sig første sæt. Herefter blev det en rutsjebanetur i momentum, hvor Spanien slog til i andet sæt, Danmark skabte et comeback i tredje, og så Spanien igen i fjerde. I det altafgørende femte sæt gik gassen desværre af den danske ballon, og de spanske tropper hev sejren hjem efter 133 minutters maratondyst.

Kampens spiller fra Danmark blev Oskar Kjerstein Madsen, som fik flest stemmer blandt publikum.

Kampen sæt for sæt

Danmark startede stærkt ud i første sæt med selvtillid i angrebsspillet og tryk på serverne. Til publikums taktfaste rytmer tvang de danske drenge Spanien ud i at bruge deres første time-out ved en dansk føring på 6-1. Selvom de spanske tropper fandt rytmen som sættet skred frem, var Danmark stadig i førersædet og leverede flere flotte detaljer – bl.a. med et effektivt sammenspil mellem hæver Axel Jacobsen og centerspiller Simon Ø.E. Andersen, der alene sørgede for 5 point i sættet. Den danske dominans holdt sættet igennem, og Danmark kunne således vinde deres debutsæt i Golden League med 25-19.

Andet sæt startede med spansk fortegn, og selvom Danmark i starten af sættet hægtede sig på på pointtavlen, slap gassen af ballonen, og Spanien skabte et stort forspring. På den spanske side var der blevet justeret på det defensive spil, og de danske spillere skulle kæmpe hårdt for pointene. Danmark kom aldrig rigtigt igen, og Spanien kunne dermed udligne til 1-1 i sæt med 17-25.

I tredje sæt var der igen fuld spænding, og de danske spillere havde genfundet det aggressiv spil. Ved 12-12 tog Tobias Kjær sagen i egen hånd og kvitterede med to lækre angrebspoint i streg, som skabte momentum og en dansk føring til 15-12. De danske tropper fandt storspillet frem, og fik gang på gang lukket ned for de spanske angreb. Selvom Spanien skabte lidt spænding mod slutningen af sættet, forblev Danmark rolige og afgjorde sættet 25-22.

De to hold fortsatte deres intense kamp om pointene i fjerde sæt. Fra 9-9 begyndte Spanien dog at trække fra med en stribe velplacerede angreb, og Danmark tabte terræn på pointtavlen. Den danske side-out manglede de sidste procenter, hvilket tog brodden ud af Danmarks angrebsspil. Mod slutningen af sættet øjnede man et muligt dansk comeback fra 16-22 til 21-23, men Spanien fik desværre lukket sættet og tvang kampen ud i et altafgørende femte sæt med en sætsejr på 22-25.

Luften i Spar Nord Arena Slagelse var nu tyk spænding, da de to hold tog hul på femte sæt. Spanien kom dog først til sideskift ved 6-8, og fik øget føringen frem til sætsejr på 10-15, som slukkede de danske drømme om en sejr i deres Golden League debut. 

Danmarks program: European Golden League, pulje B
25.05 – 18:30: Danmark – Spanien: 2-3 (25-19, 17-25, 25-22, 22-25, 10-15)
28.05 – 19:30: Kroatien – Danmark
03.06 – 18:00: Ukraine – Danmark (Gentoftehallen)
04.06 – 18:00: Danmark – Ukraine (Gentoftehallen)
08.06 – 18:00: Danmark – Kroatien (Gentoftehallen)
12.06 – 19:00: Spanien – Danmark

Læs mere om herrelandsholdet her.

Del nyhed

LÆS OGSÅ