Medlemsstabilitet trods krisetider: Volleyball Danmarks har fortsat over 16.000 medlemmer

16.028 beachvolleyball- og volleyballspillere i alle aldre. Sådan lyder Volleyball Danmarks medlemstal for 2021 helt præcist, efter DIF og DGI i dag har offentliggjort den årlige medlemstalsopgørelse. Trods coronatider har Volleyball Danmarks klubber endnu engang formået at fastholde og endda vækste en smule på medlemstallet, som for andet år i streg passerer de 16.000 medlemmer.…

:


16.028 beachvolleyball- og volleyballspillere i alle aldre. Sådan lyder Volleyball Danmarks medlemstal for 2021 helt præcist, efter DIF og DGI i dag har offentliggjort den årlige medlemstalsopgørelse. Trods coronatider har Volleyball Danmarks klubber endnu engang formået at fastholde og endda vækste en smule på medlemstallet, som for andet år i streg passerer de 16.000 medlemmer.

2021 blev desværre endnu et år, hvor corona-aflysninger og restriktioner blev dagligdag i foreningslivet, og man kunne derfor let frygte en medlemsflugt fra idrætten. De netop offentliggjorte medlemstal fra DIF og DGI viser dog en samlet stigning på tværs af alle idrætsorganisationer – en udvikling Volleyball Danmark også har bidraget til med en lille medlemsvækst sammenlignet fra 2020.

– ”Vi er virkelig glade for, at vi for andet år i streg – trods corona – runder de 16.000 medlemmer og endda ser en meget lille medlemsvækst. Det vidner om et utroligt stærkt foreningsarbejde ude i vores klubber, som har holdt skruen i vandet trods krisetider. Det kan vi alle være rigtigt stolte af”, fortæller Udviklingschef i Volleyball Danmark, Christina Attrup Juhl og fortsætter:

– ”Som alle andre år kan vi via tallene se nogle udfald og tendenser, som kan hjælpe os med at bekræfte effekten af igangværende aktiviteter eller identificere områder, som kræver handling – og dem dykker vi naturligvis ned i nu, så vi sammen med klubberne kan skabe plads til endnu flere beachvolleyball- og volleyballspillere”.

RamasjangVolley og TeenVolley er et hit
Særligt i to målgrupper er der sket en tydelig medlemsstigning fra 2020 til 2021 – nemlig de 0-6-årige samt 13-18-årige – til stor glæde for Christina Attrup Juhl.

– ”Vi har set et kæmpe boom i tilmeldingen til TeenVolleystævner, hvilket er et klart tegn på, at vi har fået flere spillere i aldersgruppen 13-18 år. Vores klubber har fantastiske TeenVolley- og ungdomstilbud, som helt sikkert har været med til at tiltrække og fastholde en målgruppe, som ellers normalt kan være svær at vækste på, og som i DIFs samlede medlemstal også ser en nedgang”, forklarer hun.

– ”Og så ser vi igen i år en stigning i medlemstallet blandt vores alleryngste medlemmer under 6 år. Der er ingen tvivl om, at vi med RamasjangVolley har ramt plet med et tilbud, som fungerer godt for vores klubber, og som skaber en base for en hel ny medlemsgruppe i form af småbørnsfamilier. Suppleret med Volleyball Danmarks aktive indsats i landets daginstitutioner er det forhåbentlig et område, hvor vi kan nå ud til endnu flere nye potentielle medlemmer”.

Beachvolleyballklubber blandt højdespringere
Blandt de klubber, som har set en markant medlemsvækst, er blandt andet Kolding Beachvolley og Aalborg Beachvolley Klub, som har fået henholdsvis 46,6% og 88.9% medlemmer mere siden 2020.

– ”Vi har set en stigende tilgang af spillere til vores beachvolleyballklubber. Aarhus Beachvolley Club og Copenhagen Beachvolley er i forvejen blandt nogle af vores største medlemsklubber, og i 2021 har der været flot vækst i Kolding og Aalborg. De stærke beachvolleyballklubber bygger et godt fundament til vores videre arbejde med at skabe flere helårsklubber, hvor volleyball og beachvolleyball supplerer hinanden hele året rundt. Her ser vi en klar udviklingsmulighed”, fortæller Christina Attrup Juhl. 

Flere voksne skal introduceres og fastholdes
Med de nye medlemstal står det dog også klart, at medlemstallet for voksne mellem 18 og 59 år er i tilbagegang. Frafaldet blandt de voksne spillere giver grund til bekymring, og der er ifølge Christina Attrup Juhl brug for at tænke nyt for at ændre den kedelige statistik.

– ”Vi har stor fokus på seniorvækst, og med medlemstallene fra 2021 er vi kun blevet bekræftet i, at vi skal handle på området. Vi deltager lige nu i en netværksgruppe i DIF sammen med en masse andre specialforbund, hvor vi kigger på hvilke barrierer og motivationsfaktorer, der er forbundet med at blive medlem i en klub som voksen. Vi skal kigge på markedsføring, tilbud og tilgange – både nationalt på forbundsniveau, men også hvad vores klubber kan gøre lokalt for både at tiltrække og fastholde de voksne medlemmer”, afslutter Christina Attrup Juhl.

Dyk ned i Volleyball Danmarks medlemstal her.

Del nyhed

LÆS OGSÅ