Ny landsholdsbase i København skal hjælpe kvindelige beachvolleyballspillere mod verdenstoppen

Med støtte fra DIF og Team Danmarks olympiske partnerskabsaftale med KIRKBI opbygger Volleyball Danmark en Landsholdsbase i København for landets bedste kvindelige beachvolleyballspillere. Beachvolleyball Kvinder – Landsholdsbasen er en ny national træningsbase for de kvindelige danske beachvolleyballspillere, der vurderes til at have det største potentiale for at spille med i verdenseliten. Med daglige træninger på…

:


Med støtte fra DIF og Team Danmarks olympiske partnerskabsaftale med KIRKBI opbygger Volleyball Danmark en Landsholdsbase i København for landets bedste kvindelige beachvolleyballspillere.
Beachvolleyball Kvinder – Landsholdsbasen er en ny national træningsbase for de kvindelige danske beachvolleyballspillere, der vurderes til at have det største potentiale for at spille med i verdenseliten.

Med daglige træninger på Landsholdsbasen samt en dedikeret stab i form af landstræner og specialister som bl.a fysisk træner, mental træner, scout, fysioterapeut og diætist, starter Volleyball Danmark nu en ambitiøs satsning på at kunne sende et kvindehold til OL for at repræsentere Danmark i beachvolleyball.

– ”Vi er stolte af og taknemmelige for, at vi med Landsholdsbasen nu kan påbegynde en målrettet rejse mod den absolutte verdenstop og på sigt deltagelse i OL”, fortæller Sebastian Mikelsons, elitechef for beachvolleyball i Volleyball Danmark, og fortsætter:

-”Med Landsholdsbasen får vi skabt et fantastisk udviklingsmiljø, som ikke blot skal hjælpe vores nuværende profiler frem mod deres mål, men også skal være med til at motivere og udvikle de nye generationer af talentfulde beachvolleyballspillere. Vi glæder os til at komme i gang med arbejdet og til at få skabt fundamentet for en bæredygtig udvikling i dansk kvindebeachvolleyball”, afslutter han.

I første omgang er Clara Bernberg Windeleff og Sofia Nørager Bisgaard udtaget til deltagelse i Landsholdsbasen. I de kommende måneder vil der blive foretaget en yderlig vurdering af, hvilke spillere, der vil have mulighed for at blive fast tilknyttet til Landsholdsbasen. Det er forventningen, at der maksimalt vil være otte spillere fast tilknyttet.

Støt dansk beachvolleyball i rejsen mod OL
Er du interesseret i at blive samarbejdspartner for Landsholdsbasen og yderligere understøtte drømmen om OL, så kontakt Volleyball Danmarks kommercielle chef Anders Chahrour Jensen for at høre om mulighederne.

sammen er vi strkere vol2

Del nyhed

LÆS OGSÅ