Jacob Bech Enemark Petersen er Mikasa Danmark Årets Ildsjæl

Med omkring 40 års dedikation til sporten og til samme klub kan man dårlig nok forestille sig Middelfart Volleyball Klub uden den loyale og passionerede Jacob Bech Enemark Petersen, som i forbindelse med en Volleyligakamp i Lillebæltshallen mandag aften blev overrasket med prisen som Mikasa Danmark Årets Ildsjæl 2021 foran spillere og tilskuere. Med en…

:


Med omkring 40 års dedikation til sporten og til samme klub kan man dårlig nok forestille sig Middelfart Volleyball Klub uden den loyale og passionerede Jacob Bech Enemark Petersen, som i forbindelse med en Volleyligakamp i Lillebæltshallen mandag aften blev overrasket med prisen som Mikasa Danmark Årets Ildsjæl 2021 foran spillere og tilskuere.

Med en far, som sad ved roret i Middelfart Volleyball klub i næsten 50 år, kan det ikke komme som nogen overraskelse at Jacob Bech Enemark Petersen også er blevet en dedikeret klubmand. Det gør nu ikke Jacobs indsats mindre imponerende, for i sine knap 40 år i klubben – først som spiller og siden som frivillig, leder og sportschef – har Jacob været en utrættelig drivkraft og uundværlig ildsjæl i den vestfynske klub.

Hver dag arbejder Jacob benhårdt for at skabe en klub, der skal være kraftcenter for elitevolleyball i regionen. Samtidig er han optaget af, at breddevolleyball skal være dominerende i kommunen – helt nede fra Kidsvolley til bredden i seniorvolleyball. Det har altid været vigtigt for Jacob at skabe en kultur i klubben, hvor ALLE føler sig velkomne og betydningsfulde uagtet om, man spiller liga eller bredde.

Jacob har utrolig mange kasketter på i klubben. Som sportschef står han for afviklingen ved hjemmekampe, rekruttere spillere, ansøge om spillertilladelser og sammensætter truppen. Samtidig er han medtræner for Volleyligaholdet. Udover fokus på klubbens tophold er han træner for dameholdet, som spiller i 1. division.

Desuden arbejder Jacob for at synliggøre volleyball sporten. Det blev især tydeligt for alle i byen, da han sammen med volleyballklubben i et samarbejde med Middelfart Kommune i sommeren 2021 var med til at sætte fokus på beachvolleyball. Over 300 tons sand blev kørt ind på Kulturøen ved Middelfarts havnefront, da Middelfart City Grand Slam blev afviklet i byen. Alt dette kunne ikke have ladet sig gøre uden en årelang dedikeret indsats fra Jacob, der udover al planlægning og logistik alle dage var første mand på pladsen om morgenen og sidste mand om aftenen.

Synlighed af sporten bliver også en realitet, når Lillebæltshallen fra 2022 også kommer til at være base for landsholdene i volleyball gennem en samarbejdsaftale mellem Middelfart Volleyball Klub, Middelfart Kommune og Volleyball Danmark – en aftale, som Jacob naturligvis også har været en stor drivkraft bag.

For disse store bedrifter i 2021 og en imponerende indsats for sin klub og volleyball igennem flere årtier, er det med stor glæde, at vi kan kåre Jacob Bech Enemark Petersen til Mikasa Danmark Årets Ildsjæl 2021.

Del nyhed

LÆS OGSÅ