I en alder af blot 15 år blev Nicklas Kjær Thomsen i 2012 den yngste dommer nogensinde til at stille sig på dommerstolen i Danmarksturneringen – og siden da har han aldrig set sig tilbage. I dag – 10 år efter – står Nicklas nu med et spritnyt uddannelsesbevis som international dommer hos CEV (red. det europæiske volleyballforbund), og dommerverdenen ligger nu helt åben for ham. Vi har taget en snak med Månedens Dommer, Nicklas, om hans vej igennem dommerkarrieren til hvor, han står i dag.
I december 2021 gik en stor drøm i opfyldelse for Nicklas Kjær Thomsen. Efter mange års forberedelse og en intens uges kursus i Italien opnåede han titlen som international volleyballdommer – endda med topkarakter. Nu er et nyt kapitel med internationale oplevelser klar til at blive skrevet i Nicklas’ dommerportefølje, men vi tager først et tilbageblik på dér, hvor dommerdrømmene startede.
– ”Det hele startede, da jeg som 10-årigt knægt spillede KidsVolley. Min træner Kristian Møgelmose introducerede mig for dét, at der til kamp jo også skulle være nogen, der fløjtede kampene i gang – så det kastede jeg mig ud. Og så har jeg faktisk fortsat med det lige siden”.
Som 14-årig fik Nicklas så sin første oplevelse som divisionsdommer, da han efter opfordring fra sin daværende træner var med til at dømme et par kampe i 2. division som andendommer. Herefter fik han hurtigt papir på sin færdigheder som dommer, og som blot 15-årig blev han Volleyball Danmarks yngste DT-dommer nogensinde.
– ”Jeg dømte min første 1. divisionskamp som førstedommer, da jeg var 15 år. Jeg kan tydeligt huske den kamp for alt var kaos, og jeg var så nervøs. Jeg skulle tage toget hen til hallen. Toget blev forsinket, og da jeg når ud til hallen, er spillerne gået i gang. Og det var ikke en nem kamp, da det var en topkamp i 1. division damer, og der var ikke tvivl om, at spillerne vidste jeg var en helt ny dommer. Jeg gik derfra og tænkte ’hold da op’. Men det afskrækkede mig ikke, jeg fik bare blod på tanden, og heldigvis blev det bare federe og federe”.
– ”I min anden sæson som DT-dommer, blev jeg så sat på en Volleyligakamp i Odense. Jeg følte mig klar til opgaven og var drevet af lysten til at ’rykke op’ til landets højeste niveau. Jeg tror, at jeg var så nervøs, at jeg kunne sætte rystelser i hele hallen. Men det var en god kamp at få debut i – min meddommer Rasmus Jess var god til at introducere forløbet, det blev annonceret af speakeren, at jeg havde debut, og spillere, trænere og tilskuere var med til at gøre det til en rigtig god oplevelse. Så jeg gik derfra med det største smil og motiveret til at gøre sådanne nogle kampe til en del af min hverdag”.
-”Da jeg startede som DT-dommer tænkte jeg, at der var et langt spring op til dét at blive dommer i Volleyligaen. Men vil man det, så kan det ske – også hurtigere end man tror. Og det mest fantastiske er, at det er med et stærkt fællesskab på tværs af hele dommergruppen, uanset hvilket niveau, man dømmer på. Fællesskabet hjælper en med motivation og inspiration”.
Den internationale dommerkarriere
Efter 10 år i dansk volleyball fik Nicklas i december 2021 så muligheden for at starte sin karriere uden for landets grænser. Sammen med 26 andre kursister deltog Nicklas i december 2021 i CEVs internationale dommerkursus, der blev afviklet hen over en uge i den italienske by Caorle.
-”Det var en fantastisk oplevelse at deltage i kurset. Jeg har lært så meget nyt om dommerfaget, og ikke mindst en masse nye mennesker, som nu er mine nye internationale dommerkollegaer”.
-”Men det var også hårdt. Jeg forberedte mig i timevis op til kurset, for jeg skulle kende reglerne ud og ind på engelsk, og selvom grundessensen jo er det samme for reglerne, så er der mange nuancer, som er forskellige fra det danske regelsæt til det internationale. Selve kurset starter også med et interview med en af instruktørerne, så de er sikre på at man kan de mest basale ting, og så var vi jo ligesom i gang”.
-”Herefter fulgte tre dage med intens gennemgang af teori, hvor vi startede på side 1 i regelbogen og ellers bare fik gennemarbejdet alle detaljer. Da vi havde ’overlevet’ denne del – og det var til tider ’overlevelse’ – var det tid til den ’sjove’ del, hvor vi fik lov til at dømme til træningskampe i den italienske A2 liga. Jeg fik lov til at være førstedommer i en kvindekamp med det helt store setup med tablet, headset og e-score, og hvor resten af kursisterne sad og evaluerede hver eneste detalje i min præstation. Det var intenst, og jeg var nervøs, men også en fantastisk mulighed for at få feedback og blive bedre”.
-”Til sidst fulgte den skriftlige og mundtlige eksamen, som sammen med resultatet på ens praktiske indsats afgør karakteren. Og jeg er da stolt af, at jeg gik derfra med en topkarakter. For os alle føltes det som om, at alt faldt på plads, da vi fik det endelige dommerbevis. Flere fældede tårer af ren stolthed, og det siger også lidt om det sammenhold man får i sådan en gruppe”.
-”Hvad fremtiden byder på er et spørgsmål om tid, og hvor dygtig, jeg kan blive – og måske også lidt held. Lige nu afventer jeg en melding på hvornår, jeg skal ud at dømme første gang, men det bliver helt sikkert i april, nok til noget ungdoms EM-kval. Man skal have tre underskrifter fra supervisors i turneringer som disse, før man er endeligt certificeret. Så det er første delmål. Så stiger man langsomt i graderne og kan komme til større og større turneringer”.
-”Jeg har altid sat mig selv små delmål, som er overskuelige at nå. For dét at dømme kræver tid og jeg prioriterer stadig at have tid til andet. Og så kræver det jo forståelse fra familie, venner og ens arbejdsplads at passe en international dommerkarriere ind i hverdagen. Men den helt store drøm er naturligvis en gang at skulle dømme til et OL – det kunne være det ypperste”.
Gode dommeroplevelser i børnehøjde
Nicklas’ lynkarriere bevidner en stor begejstring for og kærlighed til dommerfaget – en begejstring, han arbejder på at sprede til flere børn og unge. For ligesom Nicklas selv blev introduceret for dommergerningen som KidsVolleyspiller, sætter han nu selv ekstra fokus på at skabe de gode dommeroplevelser i børnehøjde gennem sit virke som bl.a. træner og formand i VK Vendsyssel.
-”Jeg kan jo kun tale ud fra mine egne erfaringer. Men nogen tog jeg fat i mig, talte med mig om dommerrollen og opfordrede mig til at prøve det af – og det satte noget i gang hos mig. Så jeg tror, at vi skal tage en dialog med vores spillere – en ad gangen – og få dem engageret med dét at dømme. Rollen er simpel til at starte med, for det er ’bare’ at fløjte spillet i gang, men for mange handler det om at overvinde frygten for at stille sig op med fløjten i munden”.
”Vi skal som trænere og ledere i klubben være forbilleder for de unge. Vi skal selv turde stille os op, og vi skal inddrage dem i processen, så de ser, at det ikke er en farlig ting. Det er vigtigt, at trænere og forældre omkring banen giver den fulde støtte og respekt, så de unge går derfra med en god oplevelse og lysten til at prøve det igen. Det er jeg sikker på kommer til at skabe mere interesse omkring dommergerningen”.
Vi håber naturligvis også, at Nicklas’ historie kan være med til at inspirere endnu flere unge volleyballdommere i Danmark. Fra Volleyball Danmark skal der lyde et stort tillykke til Nicklas med den flotte nye titel, en kæmpe TAK for hans dedikation og indsats i dansk volleyball og ikke mindst et ’held og lykke’ med de fremtidige oplevelser som international dommer.
Kender du en anden dommer, som fortjener et ekstra skulderklap, så send os et lille tip til ces@volleyball.dk. Titlen som ’Månedens dommer’ kan gå til alle slags dommere uanset hvor mange års erfaring, personen har, og på hvilke niveauer og i hvilke aldersgrupper han/hun dømmer – vi er taknemmelige for alles dedikation til sporten, og vil gerne hjælpe med at anerkende deres indsats.