Når vi lørdag den 5. februar 2022 har fordelt sæsonens Pokaltitler, bliver det desværre ikke med et efterfølgende brag af en fest til Dansk Volleyball Award 2022. De traditionsrige kåringer og priser vil dog stadig blive uddelt.
Efter samråd med værtsklub ASV samt input fra de otte ligahold, som deltager i årets Final4, har Volleyball Danmark valgt at aflyse Dansk Volleyball Award 2022 grundet forlængelsen af en række restriktioner frem til den 31. januar samt usikkerhed om de aktuelle forhold og smittetryk på begivenhedens tidspunkt.
”Vi er naturligvis rigtige ærgerlige over, at vi endnu et år ikke kan samles om Dansk Volleyball Award. Men i den nuværende situation og med en del usikkerheder omkring udviklingen de næste uger, kan vi ikke forsvare at planlægge et stort arrangement med mange gæster”, forklarer Volleyball Danmarks direktør, Jesper Jørgensen.
”Heldigvis kan vi stadig afvikle Final4 i Aarhus sammen med ASV, og vi glæder os til at invitere tilskuere tilbage på lægterne og skabe de helt rigtige kulisser for de afgørende kampe i vores Pokalturnering. Så må vi vende stærkt tilbage næste år med en Award, og dermed få den fest som alle i Volleyball Danmark har fortjent”, afslutter han.
Trods aflysningen af Dansk Volleyball Award, vil der fortsat blive sat navn på en række kåringer og priser, heriblandt Årets Spillere og Årets Dommere i volleyball og beachvolleyball samt Årets Klub og Årets Ildsjæl. Kåringerne vil senere blive annonceret på Volleyball Danmarks kanaler.