Efter 20 år uden europæisk volleyball i byen kan Middelfart VK onsdag aften kl. 19:30 slå dørene op til en spændende kamp i CEV Challenge Cup, hvor græske PAOK Thessaloniki gæster det vestfynske.
Historisk set har Middelfart VK flere gange deltaget i det europæiske selskab, særligt i slutningen af 70’erne, hvor klubben i flere år havde stor succes med deres herrehold. Seneste europæiske eventyr var dog for præcis 20 år siden, hvor Middelfart VK i 2001 havde græske Aris Thessaloniki på besøg – og skæbnen vil, at det netop er endnu et græsk hold, endda fra samme by, fynboerne skal op imod onsdag aften.
Græske PAOK Thessaloniki er en topklub i den bedste græske liga, og selvom kendskabet til holdet ikke er stort, er Middelfart VK forberedte på at møde stor modstand.
– ”Vi forventer at møde et hold, der spiller på et højt niveau, og hvor konsekvensen for at spille dårligt er meget større. Vi skal nok lære en masse og håber også på, at vi kan presse dem. Det er meget rart at starte opgøret på hjemmebane, så vi kan få lov til at se, hvad det er for noget og bestemme, hvordan tingene fungerer. Og så må vi jo se, hvor gode de er, når de kommer”, afslutter cheftræner for Middelfart VK, Martin Ølgaard Stenderup.
Også anfører for Middelfart VK, Nikolaj Hjorth, glæder sig til opgøret, og håber særligt at hjemmebanen kan give dem en fordel.
”Vi regner med, at det bliver en rigtig svær kamp. Vores mål med turneringen er, at vi gerne vil spille med dem og gøre det bedste vi kan for at gå videre. Vi har siden sidste sæson haft en målsætning om at ville spille med i Challenge Cup, og vi har længe bygget op til det. Nu skal vi præstere,” forklarer anføreren.
”Det er en stor ting for byen, som har støttet godt op omkring dette projekt. Og det er samtidig en stor ting for os som klub at kunne byde sådan et hold velkomment i vores egen hal. Så vi håber, at opbakningen kan bringe os et godt stykke af vejen. Det bliver en mega fed oplevelse”, afslutter han.
Første opgør mellem Middelfart VK og PAOK Thessaloniki bliver spillet onsdag aften kl. 19:30 i Lillebæltshallen. Find information om billetter her.
Returopgøret spilles ugen efter, den 17. november i Thessaloniki, Grækenland.
CEV Challenge Cup, 1/32-finale, 1. kamp:
Middelfart VK – PAOK Thessaloniki
10.11.2021 – 19:30: Lillebæltshallen, Middelfart (DK)
CEV Challenge Cup, 1/32-finale, 2. kamp:
PAOK Thessaloniki – Middelfart VK
17.11.2021 – 18:00: PAOK Palace Sport, Thessaloniki (GRE)