De danske HU19 drenge blæste alle modstandere af banen og indtog den Nordeuropæiske volleyballtrone for deres årgang, da de i weekenden vandt guld til U19 NEVZA-mesterskabet i Finland. DU19 sikrede sig bronzemedaljer efter at have misset finalen med et mulehår.
Omgivet af sne og julestemning dystede de danske U19-landshold i weekenden med i U19 NEVZA-mesterskaberne, som skulle afgøres i ”Julemandens hjemby” i den finske by Rovaniemi.
Efter næsten to år uden aktiviteter for ungdomslandsholdene var der stor usikkerhed om, hvad der ventede de danske spillere af modstand fra vores nordiske nabolande. Men troen på egne evner kunne der ikke rykkes ved, og efter tre intense dage kunne de danske HU19 drenge stille sig øverst på podiet og lade sig hædre som vindere af U19 NEVZA 2021.
HU19 Finale: Danmark – Finland: 3-1 (25-15, 25-13, 14-25, 26-24)
HU19 drengene spillede en imponerende stærk turnering, hvor de på deres vej mod finalen ikke afgav et eneste sæt – hvilket blev en aldeles god optakt til finaleopgøret mod værtsnationen Finland.
– ”Opbygningen frem mod finalen gav os en kæmpe selvtillid, og vi følte os sikre på, at vi kunne give Finland god modstand. Da Norge så gik i fem sæt mod Finland (red. i semifinalen), tændte det en ild i os og en forøget tro på, at vi godt kunne slå dem”, fortæller cheftræner Thomas Skifter Berthelsen.
– ”I finalen går drengene til sagen med krum hals og spiller på et uhørt højt niveau. Vi laver stort set ikke nogen fejl i de første to sæt og Finland kan slet ikke få fodfæste. Så kommer det altid svære tredje sæt, og selvom vi havde snakket om at det ikke skulle ske, kommer vi hurtigt bagud og bruger sættet på at jagte finnerne. Fjerde sæt bliver uhyre tæt. Men vi har den fornødne ’coolness’ i sidste ende til at kunne afgøre det, og det var naturligvis en kæmpe forløsning hos drengene såvel som trænerteamet at lukke den sidste bold ned og sikre guldet”, tilføjer han.
– ”Jeg er ikke i tvivl om, at denne årgang har et kæmpe potentiale og kan noget specielt sammen. Gruppen kender hinanden rigtigt godt og mange spiller også med i Volleyligaen, hvor de bliver testet og matchet på niveau uge efter uge. Sejren har givet fornyet energi og gejst ind i ungdomsarbejdet, og vi glæder os til at skulle arbejde videre mod nye mål”, afslutter han.
DU19 Finale: Danmark – Island: 3-0 (25-9, 25-18, 25-15)
DU19 havde ikke marginalerne med sig i deres semifinaleopgør mod Sverige, som de tabte i allersidste øjeblik med 16-14 i femte sæt. Men truppen rejste sig stærkt fra nederlaget og sikrede sig bronzemedaljen.
– ”Det var absolut nedtur af værste skuffe at tabe en så tæt semifinale. Den var svær at sluge for alle, inklusivt os trænere. Vi følte, at vi havde sejren, men lavede lidt for mange kedelige fejl, og mange spillere var forståeligt kede af det efter den kamp,” forklarer cheftræner Skafte Herskind.
– ”Men derfor skal der også lyde en stor, stor ros til alle spillerne for i den grad at løfte sig og være klar til bronzekampen mod Island. Det var ganske enkelt en fornøjelse at se pigerne bruge deres frustrationer over semifinalenederlaget i kampen mod Island, som aldrig rigtig blev spændende – dertil spillede vi simpelthen for godt”, uddyber han.
– ”Vi er naturligvis glade for vores medaljer, men alle er også lidt ærgerlige over at vi ikke fik lov til at spille den finale. Det har været en rigtig god og homogen gruppe spillere, der har arbejdet fantastisk sammen. Vi har spillet flot volleyball, især i modtagning og forsvar, hvor vi vandt flere bolde efter fantastisk fight – den slags giver moral”, afslutter han.
Dream Team
Ud over medaljer blev Danmark også hædret med hele fem pladser på årets Dream Team for turneringen. Fra DU19 blev Caroline Stenholt Krogh valgt som kant. Fra HU19 kom Anton Dixen Jeppesen på som hæver, Oskar Riis Pontoppidan som center, Marius Stenmann Hansen som kant og Simon Tabermann Uhrenholt som diagonal.
Caroline Stenholt Krogh og Simon Taberman Uhrenholt blev ligeledes valgt som Danmarks MVPs
Samlet stilling, U19- NEVZA 2021
HU19:
1. Danmark
2. Finland
3. Sverige
4. Norge
5. Island
6. Færøerne
DU19:
1. Finland
2. Sverige
3. Danmark
4. Island
5. Færøerne