Årets Sommer Volley Camp skabte god energi efter lang volleyballtørke

Den forgangne uge har traditionen tro stået på Sommer Volley Camp i Ikast, som trods coronarestriktioner, logistiske puslespil og litervis af håndsprit gav mange unge spillere gnisten tilbage efter en afbrudt sæson. Med over 300 deltagere, 33 trænere og en kæmpe bunke frivillige har der – endnu engang – været fuld gang i hallerne, klasselokaler…

:


Den forgangne uge har traditionen tro stået på Sommer Volley Camp i Ikast, som trods coronarestriktioner, logistiske puslespil og litervis af håndsprit gav mange unge spillere gnisten tilbage efter en afbrudt sæson.

Med over 300 deltagere, 33 trænere og en kæmpe bunke frivillige har der – endnu engang – været fuld gang i hallerne, klasselokaler og skolekøkkener i Ikast til årets Sommer Volley Camp. Men selvom den traditionsrige Sommer Camp i mange år har været fast inventar i uge 26 i Ikast, var årets camp langt fra ”business as usual”.

Ovenpå en for mange afbrudt og kedelig sæson har der nemlig været exceptionelt mange deltagere i år samtidig med, at det logistiske arbejde med at planlægge træningstider, sociale aktiviteter og de daglige måltider blev yderligere kompliceret af de forskellige krav og restriktioner grundet Covid-19. Alt gik dog op i en højere enhed, og de mange deltagere fik – endelig – lov til at træne og have det sjovt med volleyball (næsten) som de plejer.

”Vi er utrolig glade og stolte over at kunne afvikle denne camp. Efter en lang periode med volleyballtørke er det en fornøjelse, at så mange unge volleyballspillere deltager i 5 dage med masser af træning, sjov og socialt samvær. Deltagertallet i år er tæt på det højeste antal nogensinde, så det tyder helt sikkert på, at mange af vores unge spillere har savnet spillet og hinanden.” udtaler elitechef i Volleyball Danmark, Sven Brix.

”Vi har naturligvis måttet tilpasse alle vores planer og aktiviteter således, at vi kunne overholde myndighedernes krav til coronasikkerheden. Dette har krævet en masse ekstra arbejde til trænere og ledere, og der skal lyde en kæmpestor ros til disse mennesker, som knokler for at give de unge volleyballspillere en god oplevelse. Alt i alt giver sådan en camp masser af dejlig energi, og det er et godt startskud på den kommende sæson.” afslutter han.

sammen er vi stærkere

Del nyhed

LÆS OGSÅ