Israel nappede den sidste sejr i puljespillet over Danmark, som spillede med en helt ny opstilling for at give spilletid til alle på holdet. Kampens resultat påvirker dog ikke Danmarks andenplads i puljen, som de danske volleyballerrer sikrede med gårsdagens sejr over Cypern.
European Silver League, Danmark – Israel: 0-3 (22-25, 20-25, 21-25)
I en kamp, der ikke kunne rykke på stillingen i puljespillet, havde den danske trænerstab ændret gevaldigt i den danske startopstilling, hvilket gav god spilletid til flere af holdets debutanter og indskiftningsspillere, der trods god fight kom til kort mod Israels start 6’er.
Landstræner Kristian Knudsen om kampen:
”Det er en kamp, hvor vi får lov til at se de spillere, vi ikke har haft så meget på banen. Når vi endelig havde chancen i en kamp, der ikke kunne rykke på stillingen, så synes jeg det er vigtigt at de også kan få lov til at vise, hvad de kan. Vi får brug for alle mand i turneringen, så det er godt at de også har en kamp i kroppen nu.”
Danmark ender med weekendens resultater på en 2. plads i pulje A, som sikrer en plads til Final4, som spilles i næste weekend i Nordmakedonien. Danmark kommer til at møde Ungarn, som vandt pulje B, om en finaleplads i turneringen. Vi glæder os til at følge med, og vil opdatere på volleyball.dk samt Herrelandsholdets Facebookside omkring kamptidspunkter mm.
Kampen sæt for sæt:
Kampen blev fløjtet i gang med en ændret dansk startopstilling. På midten fik debutanterne Frederik Dahl og Niels Heden Friis gang i blokaderne, mens Ulrik Dahl overtog pladsen på diagonalen fra Mads Kyed Jensen, som til gengæld havde fundet tilbage til sin gamle hæverposition (red. da Mikkel Hoff var ude med en skade). På kanterne var Rasmus Breuning og Kalle Madsen sat i position, mens debutant Jan Vinther skiftedes med Nikolaj Hjorth om liberopladsen.
Den ændrede konstellation skulle lige finde rytmen i starten af kampen, hvor Israel kom i front. Den danske blokade manglede de sidste justeringer for at lukke ned for de hårdtslående israelere. I midten af sættet pyntede Rasmus Breuning på sætscoren med tre fantastiske serveesser, men Israel var stadig stærkest til sidst og lukkede sættet 25-22.
I andet sæt var Danmark bedre med fra start, men de israelske blokader var i topform og lukkede for ofte ned for Danmarks angrebsspil. I midten fik Rasmus Breuning endnu engang smadret to serveesser ned på Israels side, der gav Danmark momentum, men Israel var endnu engang skarpere modvslutningen af sættet, som de afsluttede 25-20.
Tredje sæt startede tæt med et velkæmpende dansk mandskab, der havde fundet hinanden bedre på banen. Israel var dog igen bedst i de afgørende momenter, og løb til sidst fra Danmark med stillingen 25-21.
Resultater i European Silver League, Pulje A
29.05 – 19:00: Danmark – Cypern: 3-0 (25-11, 25-20, 25-13)
28.05 – 19:00: Danmark – Nordmakedonien: 0-3 (23-25, 17-25, 21-25)
23.05: Nordmakedonien – Danmark: 0-3 (21 – 25, 23 – 25, 24 – 26)
22.05: Danmark – Cypern: 3-0 (25 – 23, 25 – 22, 25 – 20)
21.05: Danmark – Israel: 3-2 (21 – 25, 26 – 24, 17 – 25, 26 – 24, 15 – 12)
Danmark er i Pulje A, hvor Nordmakedonien, Israel og Cypern venter på den anden side af nettet. Der spilles puljespil over to weekender, den. 21.-23. maj i Nordmakedonien og den 28.-30. maj i Danmark. Herefter afvikles der en Final 4 turnering den 5.-6. juni i Nordmakedonien. I Pulje B mødes Østrig, Kroatien, Ungarn og Luxembourg.