Damelandsholdet afslutter EM-kvalifikationen med intens maratonkamp og snævert nederlag til Israel

Efter to 3-0 nederlag til henholdsvis Frankrig og Ungarn, fik de danske volleykvinder sat et imponerende punktum for deres deltagelse i EM-kvalifikationen. Bagud 2-0 i sæt i deres sidste opgør mod Israel, fandt Danmark storspillet frem og tvang kampen ud i et afgørende femte sæt, der i sidste sekund desværre endte med Israelsk sejr. Selvom…

| foto: CEV

:


Efter to 3-0 nederlag til henholdsvis Frankrig og Ungarn, fik de danske volleykvinder sat et imponerende punktum for deres deltagelse i EM-kvalifikationen. Bagud 2-0 i sæt i deres sidste opgør mod Israel, fandt Danmark storspillet frem og tvang kampen ud i et afgørende femte sæt, der i sidste sekund desværre endte med Israelsk sejr.

Selvom hverken Israel eller Danmark havde nogen chance for at avancere fra pulje E, viste begge hold en fantastisk vilje og kampgejst. Efter andet sæt lignede det en sikker sejr til Israel, men de danske kvinder ville det anderledes, og med ryggen mod muren fandt de deres hidtil bedste spil frem. Desværre var de berømte marginaler i sidste ende imod de danske tropper, som slukøret måtte se sig slået 17-15 i det femte og afgørende sæt.

”Det er først og fremmest skuffende, at vi ikke holder hele vejen hjem. Men jeg er glad for at holdet får forløst sit internationale potentiale, og at spillerne oplever, hvad der skal til for at være med på det niveau. I sidste ende er det ikke Frankrig og Ungarn vi skal måle os med, men hold som Israel, som ligger omkring os på Europa-ranglisten, og her fik holdet vist, at potentialet til mere er til stede.” udtaler landstræner Sven-Erik Borch Lauridsen og fortsætter:

”Vi har hele tiden haft fokus på at score så mange point som muligt i serv, blokade og angreb. Vi så ret hurtigt, at vi kunne følge med i modtagningen og at vores centerspil var blandt det bedste ved turneringen, så det har vi spillet rigtig meget på. Derudover har vi haft fokus på at kunne holde taktikken under pres. Vi har kæmpet rigtig meget med vores forsvarsspil og har været afhængige af, at blokaden valgte rigtigt og at forsvaret fik sig placeret korrekt. Det var blandt andet det der gik grueligt galt imod Ungarn, men som viste sig rigtig flot i sidste kamp mod Israel, hvor presset også var lavere. Vi kontrollerede Israel fuldstændigt i 4.sæt.” forklarer han.

Stort potentiale og anerkendelse
Danmark ender på en sidsteplads i deres EM-kvalifikationspulje, og avancerer dermed ikke i turneringen. Men der er potentiale til mere ifølge landstræneren. 

”At holdet på 24 dage kan flytte sig fra nationalt Liga-niveau, til international niveau viser hvor stort potentialet er. Når flere danske spillere vælger at tage ud i Europa og spille, og hvis Damelandsholdet kunne have en sæson med 12-15 kampe mod de nu 8, så ville holdet tage endnu flere skridt. Det er altid ærgerligt at slutte en kort landsholdssæson, for det er jo nu, at holdet er i stand til at præstere.” uddyber han.

”Vores spillere har været amatører blandt professionelle. På trods af det har spillerne fået mange anerkendende kommentarer for deres professionalisme, deres indsats og udvikling, samt deres altid venlige og respektfulde attitude. Det er et landshold som hele Volleyball Danmark kan være stolt af.” afslutter han.
Damelandsholdet har nu afsluttet deres landsholdsprogram for denne sæson.

DANMARKS KAMPPROGRAM, EM-KVALIFIKATION DAMER:
7. maj: Frankrig vs. Danmark: 3-0 (25-18, 25-15, 25-16)
8. maj: Israel vs. Danmark: 3-0 (25-19, 25-16, 25-16)
9. maj: Danmark vs. Ungarn: 0-3 (18-25, 20-25, 13-25)
14. maj: Danmark vs. Frankrig: 0-3 (21 – 25, 23 – 25, 17 – 25)
15. maj: Ungarn vs. Danmark: 3-0 (25-8, 25-18, 25-13)
16. maj: Israel vs. Danmark: 3-2 (26 – 24, 25 – 14, 18 – 25, 17 – 25, 17 – 15)

DANMARKS TRUP

Hævere
Nikoline Maria Mogensen (Holte IF)
Astrid Liv Empacher (Holte IF)

Centerspillere
Amalie Jørgensen (Tchalou Volley Club, Belgien)
Katrine Merrild Strøbæk (Team Køge Volley)
Mette Breuning Nielsen (Brøndby VK)
Sophia Helena Andersen (Holte IF)

Kantspillere
Frederikke Stenholt Krogh (ASV Elite)
Mathilde Borup Jeppesen (Gentofte Volley)
Mikala Maria Mogensen (Holte IF)
Sille Slott Hansen (Brøndby VK)

Diagonaler
Emilie Stenholt Krogh (ASV Elite)
Helena Elbæk (LiigaPloki Pihtipudas, Finland)

Liberoer
Mette Sallerup (Holte IF)
Ditte Kjær Hansen (ASV Elite)

Del nyhed

LÆS OGSÅ