DM-finale optakt: Regerende mestre fra Holte IF møder finaledebutanterne fra Gentofte Volley i kvindernes DM-finale

I ni ud af de sidste ti sæsoner har DM-finalen i kvindernes Volleyliga været et nærmest traditionsrigt opgør mellem ærkerivalerne Holte IF og Brøndby VK – men i år brydes traditionen. Gentofte Volleys bedste damehold har smashet sig frem til deres første DM-finale nogensinde og skal nu krydse klinger med de regerende mestre fra Holte…

| Foto: Flemming Patulski

:


I ni ud af de sidste ti sæsoner har DM-finalen i kvindernes Volleyliga været et nærmest traditionsrigt opgør mellem ærkerivalerne Holte IF og Brøndby VK – men i år brydes traditionen. Gentofte Volleys bedste damehold har smashet sig frem til deres første DM-finale nogensinde og skal nu krydse klinger med de regerende mestre fra Holte IF. DM-finaleserien serves i gang mandag aften.

Det er afgørelsens time i kvindernes Volleyliga. På den ene side af nettet står Holte IF. De er garvede finaledeltagere og forsvarende Danmarksmestre med skabet fyldt af DM-medaljer – 17 guld, 14 sølv og 2 bronze for at være helt præcis – som i år altså spiller deres 32. DM-finale.
På den anden side af nettet har vi Gentofte Volley, som på damesiden ganske vist har tre DM-bronzemedaljer i bagagen, men aldrig har været med i kampen om det ædleste metal – indtil nu.

”At vores hold har nået finalen for første gang nogensinde er et vidnesbyrd på den rejse, vores spillere har taget, siden de blev en del af Volleyligaen. Da vi første gang snakkede målsætninger, ville holdet stræbe efter en top4 placering, men vi udfordrede dem til at tænke større, og målet blev at skulle vinde Danmarksmesterskabet. Spillerne har udvist dedikation og ihærdighed både på og uden for banen, og nu står vi her i finalen og er klar til at kæmpe for det,” udtaler cheftræner for Gentofte Volley, Coley Johnsen Pawlikowski.

Mesterskabsfavoritter og ’underdogs’
Holte IF og Gentofte Volley har mødt hinanden to gange i grundspillet i denne sæson, begge gange med Holte som vinder. Den sidste indbyrdes kamp blev dog til en tæt fem-sætter, så noget tyder på, at der venter os en spændende finaleserie.

Vi er klar over, at vi står overfor en stærk modstander. De har leveret en solid indsats over sæsonen og er med rette i finalen. Det kræver meget af en klub at være i toppen på både herrer- og damesiden, så det er rigtig flot af Gentofte,” udtaler Sven-Erik Borch Lauridsen, cheftræner for Holte IF.

”Vi har god erfaring med slutspilsserier og har et godt billede af, hvad vi skal fokusere på, og hvordan det skal gribes an. For os handler det om at spille volleyball med så højt et bundniveau som muligt, så vi bruger masser af energi på at få de små ting på plads og være fysisk klar. Vi glæder os til at få lov til at spille om DM-guldet, og skal nok være klar til at præstere når den tid kommer.” afslutter han.

Med kun én enkelt tabt kamp i denne sæson og skabet fyldt med DM-medaljer, er det Holte IF som indtager favoritværdigheden i finaleopgøret. Gentoftes finaledebutanter står dog klar i kulissen til at indtage den danske volleyballtrone.

”Som forsvarende mestre, vil Holte helt sikkert gøre alt for at beholde titlen. De er en stærk modstander med stor erfaring og en solid trænergruppe bag sig. Vi kommer ind til finalen som ’underdogs’, men det er et godt udgangspunkt for os, og vi føler os forberedte og spændte på at indtage banen.” afslutter Coley Johnsen Pawlikowski, Gentofte Volley cheftræner.

Finaleserien mellem Holte IF og Gentofte Volley spilles bedst af fem kampe. Alle kampe kan følges gratis på Volley TV.

KAMPROGRAM:
DM-finale kvinder: Holte IF – Gentofte Volley

29.03 – 19:00: Holte IF vs Gentofte Volley (Ny Holtehal)
10.04 – 14:30: Gentofte Volley vs Holte IF (Kildeskovshal 1)
14.04 – 19:00: Holte IF – Gentofte Volley (Ny Holtehal)
17.04 – 15:00: Gentofte Volley – Holte IF (Kildeskovshal 1)
20.04 – 20:00: Holte IF – Gentofte Volley (Ny Holtehal)

Følg Volleyligaen på www.volleyligaen.dk 

Del nyhed

LÆS OGSÅ