Fire år mere. Det tidligere medlem af Volleyball Danmarks bestyrelse, Thomas Bro-Rasmussen, er blevet genvalgt til CEV’s Coaches Commission som sekretær frem til 2024.
Det europæiske volleyballforbunds bestyrelse afholdte i slut november deres første møde siden præsidentvalget i oktober, og selvom mødet var virtuelt, var der en positiv energi og beslutsomhed for at fortsætte det hårde arbejde med at udvikle og vækste volleyball trods den globale Coronakrise.
Ét af punkterne på dagsordenen var valg til de forskellige kommissioner i CEV, herunder Coaches Comission, hvor Thomas Bro-Rasmussen har siddet på den centrale position som sekretær siden 2017.
Det var blandt andet i dette regi, at Thomas Bro-Rasmussen i 2018 var med til at sikre og afholde den succesfulde Coaches Clinic med deltagelse af den amerikanske stjernetrio Doug Beal, John Kessel og Fred Sturm, hvor 170 trænere fra 17 lande deltog.
“Jeg er enormt glad for at blive genvalgt som sekretær i Coaches Comission. Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet omkring skole- og ungdomsvolley og det store konvent i Slovenien næste år,” siger Thomas Bro-Rasmussen.
“Vi har etableret et stærkt samarbejde med den asiatiske pendant af Coaches Comission og arbejder på at udbrede dette yderligere over de næste år,” siger han.
I CEV lyder udmeldingen fra præsident Aleksandar Boričić:
”CEV-kommissionerne står over for en meget krævende mission de kommende år. Der er masser af udfordringer, og der er mere på spil end tidligere. Derfor er CEV’s bestyrelse meget begejstrede for at have modtaget så mange kandidater af volleyballentusiaster, som er villige til at tage denne vigtige opgave på sig,” siger han.
Coaches Comission arbejder blandt andet for opkvalificere trænernes kompetencer.